3F Superligaen

Dalsgaard tror på guld til Heden: Fik lukket munden på dem

FC Midtjylland overvintrer på førstepladsen i Superligaen, efter holdet mandag aften ydmygede ærkerivalerne Viborg. Førstepladsen giver tro på egne evner for Henrik Dalsgaard.

Henrik Dalsgaard tror på superligaguld til FC Midtjylland.
Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

En ydmygelse af ærkerivalerne og en vinterpause på førstepladsen.

Det er facit for FC Midtjylland, efter holdet mandag aften gjorde det onde ved Viborg og slog dem med 5-1 på MCH Arena i Superligaen.

En af kampens hovedaktører var Henrik Dalsgaard, der scorede til 3-1 i kampen. Efterfølgende var det en tilfreds FCM-anfører, der især glædede sig over at have modbevist, hvem der havde tvivlet på holdet:

– Jeg synes, det er rart, at vi får lukket munden munden på nogle af dem, der havde dømt os ude. Som jeg har sagt tidligere, har vi hele tiden vidst, at vi har kvaliteten, men nu synes jeg, at vi begynder at vise, hvad vi kan, og profilerne, vi henter ind, viser, hvad de kan, så det er sjovt at spille fodbold i øjeblikket, siger han til Viaplay.

Sejren placerer FCM to point foran Brøndby på andenpladsen og tre point foran F.C. København og spørger man Dalsgaard, hvad forventningerne til foråret er, så lægger han ikke fingre imellem:

– Vi vil gerne slutte der, hvor vi ligger nu. Det er det, det handler om. Hvis vi fortsætter det her spil og får en lang vinterpause, får mere energi og får spillet holdet endnu mere sammen, så ser det positivt ud. Jo mere vi bliver spillet sammen, jo vildere bliver det her, siger han.

FC Midtjylland har et aldeles svært program, når Superligaen starter op igen til februar. Her venter to udebanekampe mod henholdsvis Brøndby og AGF, inden FCK besøger Herning i den tredje kamp efter pausen.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P