3F Superligaen

Cornelius er vant til presset: Jeg har været dyrere og tjent flere penge andre steder

Andreas Cornelius lader sig ikke presse af, at det endnu ikke er blevet til superligascoringer, efter han i sommer vendte hjem til F.C. København.

Andreas Cornelius lader sig ikke presse af, at han har været skadet og endnu ikke har scoret i Superligaen efter sin tilbagekomst til FCK.
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Fem scoringer er det blevet til i denne sæson.

De er kommet mod så forskelligartede modstandere som Istanbulspor, Sivasspor og Thisted FC.

Endnu er det dog ikke blevet til superligascoringer for Andreas Cornelius, der på sommertransfervinduets sidste dag vendte hjem til F.C. København efter godt fem år i Frankrig, Italien og Tyrkiet.

Det skyldes mest af alt de forskellige skader, der af fire omgange har holdt landsholdsangriberen fra banen, men søndag gjorde han så for femte gang i sæsonen comeback til Superligaen, da det blev til det sidste kvarter på banen i 2-1-sejren over Viborg.

Selv er Cornelius da også godt klar over, at der hviler et pres på ham, efter F.C. København i sommer betalte cirka 50 millioner kroner for at hente ham hjem til hovedstaden, men det går ham ikke på.

– Jeg er vant til presset, jeg har spillet på det her niveau i 10 år, og jeg har både været dyrere og tjent flere penge andre steder, så jeg er vant til presset, der er ikke så meget der, siger ‘Corner’ til Tv3 Sport.

Samtidig erkender han, at det ligger i baghovedet på ham, at han endnu ikke har fundet vej til netmaskerne i Superligaen.

– Jeg vil gerne score mål, det er klart, så det gør det (ligger i baghovedet, red.)– det gør det helt klart, men jeg går ikke i panik, lyder det fra Cornelius.

Siden returen til Danmark den 31. august er det blevet til spilletid i otte af i alt 18 superligakampe for den 30-årige angriber.

Mål og Highlights: Se FCK indtage førstepladsen efter tæt sejr over Viborg

– Det har været frustrerende og til tider lidt hårdt mentalt, når man kommer ind i et dårligt forløb, hvor den ene skade afløser den anden, forklarer Cornlius, der dog ikke frygter igen at blive ramt:

– Jeg er hverken nervøs eller bange for nye skader. Den (frygten, red.) sidder ikke i mig overhovedet. Når jeg spiller, glemmer jeg alt om det, jeg er slet ikke nervøs – heller ikke når jeg træner, lyder det fra den tredobbelte danmarksmester.

Andreas Cornelius har igennem tre perioder spillet i alt 187 kampe for F.C. København, hvor det er blevet til 63 mål.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P