VM 2026

Nyt stadion: Aarhus har fået sit eget Colosseum

Skovens Arena er arbejdstitlen på det stadion, der efter planen skal stå klar i Kongelunden i Aarhus i 2026. Et stadion der efterfølgende vil huse byens hold, AGF, men det ambitiøse stadionprojekt skal kunne meget mere end det.

AGF og Aarhus får i 2026 et nyt fodboldstadion i Kongelunden. Et stadion, der skal kunne meget mere end bare at fungere som fodboldbane.
Foto: AGF/ Zaha Hadid Architechts

24.000 tilskuere, ingen løbebane og overdækning over alle siddepladser.

Det var et par af de overskrifter, der onsdag formiddag blev fremhævet af de forskellige aktører, der de seneste år har været markant medvirkende til det nye stadionprojekt i Aarhus.

Det var Zaha Hadid Architechts fra London, der onsdag formiddag blev præsenteret som vindere af den arkitektkonkurrence, som til sidst var skåret ned til bare tre mulige kandidater, og således er visionen for det nye stadion på plads.

I første halvdel af 2023 vil Aarhus Kommune med Zaha Hadid Architechts og AGF kvalificere det tegnede forslag, ligesom Aarhus Kommune som bygherre gennem udbud skal finde den entreprenør, der skal bygge det ambitiøse stadion.

Video: AGF præsenterer nyt stadion – se det her

På pressemødet onsdag fik flere af involverede aktører ordet. Her er et udpluk af det, de sagde.

Jacob Bundsgaard, Borgmester Aarhus Kommune:

– Nu er det tid til at afsløre det smukkeste og mest spændende stadion, der kommer til at være i Danmark. Til de, der ikke lige kan tyde stregerne i første hug, så er vinderen af arkitektkonkurrencen, Zaha Architechts, der har lavet det her fantastiske projekt til et stadion i Aarhus – Skovens Arena hedder det.

Rabih Azad-Ahmad, rådmand Kultur og Borgerservice, Aarhus Kommune:

– Den storslåede arkitektur har klare referencer til antikkens arenaer. Man får nemt et billede af gladiatorernes kampe for sit indre øje: Aarhus har fået sit eget Colosseum. Nu er tiden inde til at vise, hvad fodbolden i Aarhus kan. Vi får nu et fodboldstadion, som på mange måder vil overgå alle andre stadioner i hele Danmark.

Nicolaj Bang, rådmand Teknik og Miljø, Aarhus Kommune:

– Det er det vartegn, som vi gerne ville have, da vi besluttede os for at bygge et ambitiøst stadion til Aarhus. Det er ikke bare et fodboldstadion, det bliver også en destination, hvis man vil til koncert, hvis man vil have særlige oplevelser, og hvis man bare vil gå rundt i det område, som Kongelunden i løbet af nogle år vil blive til; Et sted man tager hen, ikke nødvendigvis for at gå til noget, men for at være, for at opleve naturen og bevægelsen. Alt det kan det nye stadion, det hele er tænkt ind med forskellige greb.

Jens Bjerg Sørensen, bestyrelsesformand, Salling Fondene:

– Nu har vi jo fået præsenteret et stadion i absolut international klasse, som også er tegnet af anerkendte arkitekter. Jeg vil tillade mig at sige, at det bliver et nyt ’landmark’, der endnu engang sætter Aarhus på landkortet. Jeg vil også sige, at et nyt stadion giver både håb og stiller forventning, og så tillader jeg mig at sige; Ikke mindst til AGF – jeg kan slet ikke vente til den første hjemmekamp.

Henrik Lind, direktør, Lind Invest:

– For sådan et til tider utålmodigt menneske som mig, så har det her også været en lang, svær, LANG, spændende, LANG og lærerig men frem for alt en betydningsfuld proces, og der er lagt rigtig meget energi i det.

Lars Fournais, bestyrelsesformand, AGF Fodbold:

– Selvom der er ti dage til juleaften, så tager vi i dag forskud på glæderne og åbner den gave, der i rigtig mange år har stået allerøverst på vores ønskeseddel i AGF. Som det er sagt før, så er det en glædens dag i dag, ikke bare for AGF, men i særdeleshed for hele byen. Vores drømme er blevet til virkelighed, drømme som vi for alvor begyndte at fortælle om i 2014, og som nu otte år og en masse hårdt arbejde senere tager en konkret form.

Du kan se hel onsdagens pressemøde her.

Herunder kan du se og høre, hvad direktør hos Zaha Hadid Architechts, Gianluca Racana, havde at fortælle om det stadionprojekt, som han og hans team altså i sidste ende vandt.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P