Premier League

Foden-fod fuldender formidabel formkurve: Umedgørlige Manchester City vinder for 10. gang i træk

Thomas Franks Brentford-mandskab skulle for første gang nogensinde møde Manchester City i aftenens sene Premier League-forestilling, hvor 'The Bees' måtte indse, at de kæmpede mod overmagten.

Manchester City kom planmæssigt foran, selvom Brentford havde noteret sig for nogle gedigne muligheder kort inden. Foto: Peter Cziborra/Reuters/Ritzau Scanpix

‘The Bees’ kom flyvende og brummende ud af startblokken, men kyniske og skarpe Manchester City lod sig ikke skræmme.

Efter en kæmpe chance til hjemmeholdet, hvor bolden blev afværget på stregen, strøg City til angreb, hvor en kælen fod fra Kevin De Bruyne fandt Phil Foden, der kunne bringe de lyseblå i front.

Gæsterne fra Manchester var markant mere spildominerende i anden halvlegs indledning, men Brentford kæmpede sig hæderligt tilbage i opgøret.


Gæsterne var ikke nemme at knække, selvom Thomas Franks tropper med stort ildhu prøvede og prøvede. City fik endvidere annuleret et mål kort før slutfløjtet, men opgøret sluttede med favoritsejr til topholdet.

Kampens spiller: Phil Foden, Manchester City.

Brentford skulle for første gang i historien møde Manchester City, hvor udeholdet med en sejr ville konsolidere sig i toppen af den bedste engelske række, mens Brentford derimod havde brug for point for at kunne placere sig i nærheden af top ti.

Læs også: Finurligt øjeblik: Mathias Jensen væltet af dommer

Med tre danskere i startopstillingen tog Brentford imod, den på papiret, store overmagt fra Manchester City onsdag aften på hjemmebanen i London. Mathias Jensen, Mads Bech Sørensen og Mads Roerslev var nemlig på holdkortet, mens Christian Nørgaard afsonede karantæne efter sit gule kort mod Brighton søndag, og Mathias ‘Zanka’ Jørgensen fortsat plejede sin skade.

Brentford fik bestemt den bedste start på opgøret, hvor de i flere ombæringer trykkede gevaldigt på. Efter et kvarter afværgede et portugisisk hoved, siddende på Joao Cancelo, en kæmpe chance for hjemmeholdet, da han på stregen headede en farligt skruet bold væk.

Før fanden fik sko på, var de uhyggeligt effektive City-spillere afsted i den anden ende. Her gjorde rækkens førerhold det, de har gjort hele sæsonen. De scorede på et flot angreb, hvor Kevin De Bruyne med en ren flødefod fandt tilbagevendte Phil Foden, der på kanten af offside kunne sende sit hold på sejrkurs efter 17 minutter.

Læs også: Thomas Frank inden første Manchester City-møde: Stor oplevelse – uanset resultatet

Generelt kunne Brentford godt være sin indsats bekendt mod topholdet fra Manchester, der dog kom markant stærkede ud til anden halvleg. Brentford stillede sig mere ned for at parere og kører på kontraelementet.

Phil Foden var ved at blive dobbelt målscorer hele to gange. Første gang efter en stor mulighed, hvor han headede forbi stolpen og kort efter, da han fik sit mål underkendt, idet der var offside i situationen.

Hjemmepublikummet i London gjorde alt for at piske deres hold frem på banen, hvilket også lykkedes. Men på trods af det nyvundne større boldovertag til Brentford, var det vanskeligt for dem at nedbryde City’s defensiv.

Kort før tid var det også gæsterne, der var tættest på. Aymerick Laporte headede kuglen i nettet, men endnu en gang var der offside i situationen.

Med sejren går City ind i det nye år med en førsteplads, der kun er blevet cementeret mere af, at både Liverpool og Chelsea satte point til i deres respektive kampe. Brentford placerer sig derimod på en lidt intetsigende 14. plads.

Læs også:
Sen scoring fra modige Brighton gav pointdeling på Stamford Bridge
INDBLIK: Dele Allis fald fra toppen – Hvad gik galt?







Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P