Lind gør det onde ved sin gamle klub i El Plastico
Der blev ikke fundet en vinder i søndagens møde mellem Silkeborg IF og FC Nordsjælland.

Der var søndag dømt El Plastico i Søhøjlandet.
Her tog Silkeborg IF imod FC Nordsjælland på kunstgræsset på Jysk Park.
Hjemmeholdet tog en føring før pausen, men måtte se gæsten fra Farum udligne i løbet af anden halvleg.
Derfor deler de pointene mellem sig med cifrene 1-1.
Silkeborg fik bragt sig i front i det 38. minut, da brandvarme Oliver Ross gjorde det til 1-0.
Foruden målet bød de første 45 minutter også på intet mindre end fire advarsler, så lidt derby-stemning var der alligevel over det.
De to af advarslerne blev langet ud til de to tidligere Silkeborg IF-profiler Mark Brink og Tobias Salquist, der deltog aktivt i sagerne mod deres tidligere arbejdsgiver.

Efter pausen var det så endnu en tidligere SIF-profil, der gjorde det onde ved hjemmeholdet, da Alexander Lind i det 55. minut blev sendt i dybden og med en velplaceret afslutning sparkede en udligning i mål.
Resultatet betyder, at FC Nordsjælland fortsat indtager fjerdepladsen med nu kun tre point i sine senest fire kampe.
Silkeborg IF er også fortsat at finde på ottendepladsen med ét point op til AC Horsens på sjettepladsen.
FC Nordsjælland
Silkeborg IF












