Alexander Zorniger giver lyd fra sig efter OB-fyring
Alexander Zorniger takker OB-fansene i en videohilsen til Stemmer fra Ådalen.

Alexander Zorniger-æraen i OB er slut.
Den tyske træner fik sparket i Ådalen efter blot én runde af den nye Superliga-sæson og blev derefter erstattet af Thomas Thomasberg.
Siden fyringen har der været tavshed fra Zorniger, men i en videohilsen til OB-fanmediet Stemmer fra Ådalen takker han Striwernes fans.
- Det er efterhånden længe siden, jeg blev fyret. Nogle gange handler det om timing, andre gange om de muligheder, der opstår. Men selvfølgelig vil jeg gerne sige ordentligt farvel til OB's fans, indleder Zorniger med at fortælle til Stemmer fra Ådalen.
- Alle dem, der har mødt mig på gaden og genkendt mig, har været høflige og søde, og det har været en fornøjelse at tale med jer. Det fortæller mig, at jeg i lidt mere end et år har været det helt rigtige sted.
- Nu vender jeg tilbage til Tyskland og forlader endnu en gang dette fantastiske land. Det bliver selvfølgelig med en tåre i øjet, men også med et stort smil på læben, siger den nu tidligere OB-boss.

Det er endnu uvist, hvor Zorniger fortsætter trænerkarrieren.
Den tyske træner nåede 38 kampe i spidsen for fynboerne.

OB












