Dansk Fodbold

Udlandsprofferne uge 39: Clean sheet i debut, mål mod moderklub og matchvindende flugter

På campo.dk giver vi dig hver mandag et overblik over, hvordan den seneste uge er gået for de danske spillere, der tjener deres løn udenfor landets grænser. Mål, debut og udvisninger - stort og småt.

Udlandsproffer
Foto: Scanpix

I Danmark har vi over 300 professionelle fodboldspillere, der til dagligt spiller fodbold i mere end 30 forskellige lande.

Vi vil på campo.dk ugentligt give et overblik over nogle af de danskere, man ikke nødvendigvis hører om hver eller hver anden dag. Vi udvælger nogle af de spillere, der har gjort sig bemærket for enten noget godt, noget skidt, eller noget midt imellem.

Læs også: Udlandsprofferne uge 37: Comeback, førsteplads og rekord-hattrick

Læs også: Udlandsprofferne uge 38: Gamle venner, nye venner og tysk førsteplads

Foto: 1. FC Union Berlin

Frederik Rønnow (Union Berlin)
Efter 11 kampe på bænken var der torsdag brug for Frederik Rønnow for første gang, da Union Berlin hjemme på Olympiastadion tog imod israelske Maccabi Haifa i Europa Conference League. Siden sit skifte fra Frankfurt denne sommer har den tidligere AC Horsens og Brøndby-målmand været reserve for 34-årige Andreas Luthe, der har spillet samtlige kampe for hovedstadsklubben, men torsdag gjorde Rønnow sit til, at Manager Urs Fischer fremover får lidt vanskeligere ved at se bort fra danskeren, når startelleveren skal sættes. Union Berlin formåede nemlig selv at score tre gange i kampen mod Maccabi Haifa, mens Frederik Rønnow med en enkelt redning sørgede for, at de gæstende israelere ikke fandt vej til netmaskerne. Frederik Rønnow er faktisk kun den ene af to danske målmænd i Union Berlins trup. Siden januar 2016 har den tidligere F.C. København-målmand, Jakob Busk, nemlig haft sin daglige gang i den tyske hovedstadsklub, men han har ikke været i aktion for klubben siden 2018. Søndag var der desværre genvalg til tyske Andreas Luthe, da Union Berlin i Bundesligaen slog Mainz 05 med 1-2.

Foto: Mainz 05

Marcus Ingvartsen (Mainz 05)
Mens Frederik Rønnow altså måtte se kampen mellem Mainz 05 og Union Berlin fra bænken, stod Marcus Ingvartsen klar ved midtercirklen, da kampen blev fløjtet i gang. Den 25-årige danske angriber er udlejet fra netop Union Berlin til Bo Svenssons Mainz 05, hvor han i modsætning til sin tid i Berlin får lov at spille på sin foretrukne position som angriber. Den disposition fra den danske cheftræner lod efter 35 minutter af søndagens kamp til at være godt givet ud, for med første halvlegs eneste skud på mål, fandt Marcus Ingvartsen via stolpen vej til målnettet. Som mere eller mindre den eneste rødklædte person på Mewa Arena, undlod den tidligere FC Nordsjælland-angriber at juble over føringsmålet.
Sæsonens anden bundesligascoring for Marcus Ingvartsen var dog ikke nok Bo Svenssons Mainz-mandskab, der også måtte se en tidligere spiller, nemlig nigerianske Taiwo Awoniyi,  gøre det til både 1-1 og 1-2 for gæsterne. Med nederlaget placerer Mainz sig lige midt i tabellen på en niendeplads, hvor de i syv kampe har samlet ti point.

Foto: Nottingham Forest

Philip Zinckernagel (Nottingham Forest)
Da 26-årige Philip Zinckernagel i januar skiftede fra norske Bodø/Glimt til Championship-klubben Watford, lignede nedrykkerne fra Premier League ikke umiddelbart en klub, der var på vej tilbage i Premier League. Med en anden halvsæson, som kun Norwich gjorde bedre, blev det dog til en direkte oprykningsplads til Zinckernagel og kompagni, men desværre for danskeren fulgte han ikke klubben op i verdens bedste liga. Den tidligere SønderjyskE-spiller blev i stedet lejet ud til Nottingham Forest, som mildest talt fik en elendig start på den nye sæson i Championship. Efter seks nederlag og én uafgjort i sæsonens første syv kampe, har klubben fra det midtengelske langt om længe fundet ind på rette kurs, og det er ikke mindst takket være deres danske offensivprofil. Onsdag fik Zinckernagel selv udlignet til 1-1 i udekampen mod Barnsley, da angrebskollegaen Brennan Johnson uselvisk spillede danskeren helt fri med et tomt mål. Syv minutter senere betalte danskeren dog tilbage, da han med en dyb stikning assisterede Johnsons føringsmål i en kamp, som endte 1-3 til danskerholdet. Søndag var Forest igen på farten, da de var på besøg hos Birmingham City, og efter en halv time kunne Zinckernagel se sit hjørnespark blive dirigeret i mål af midtbanespilleren Ryan Yates. Kort inde i anden halvleg stod danskeren også for assisten til det 0-3-mål, der reelt afgjorde kampen mod Kristian Pedersen og Birmingham. Med en fiks ydersideaflevering fandt Zinckernagel en fremadstormende Djed Spence, der gjorde det til slutresultatet 0-3. Med ugens to sejre bevæger Nottingham Forest sig væk fra Championships absolutte bund, hvor de med 11 point for lige så mange kampe indtager rækkens 17. plads.

Foto: Paul Childs/Reuters/Ritzau Scanpix

Pierre-Emile Højbjerg (Tottenham)
Landsholdsprofilen Pierre-Emile Højbjerg er ikke just kendt som en notorisk målscorer, men det kan være, at vi skal til at se anderledes på den hårdtarbejdende midtbaneslider. Højbjerg var i forrige uge med i Udlandsprofferne uge 37, da han med sin 2-2 scoring mod franske Rennes sørgede for point til Tottenham i første runde af UEFA Conference League. Søndag var den 26-årige dansker igen på pletten, da han med sit andet sæsonmål sendte Tottenham på vinderkurs i hjemmekampen mod Aston Villa. Højbjerg modtog bolden på kanten af feltet, hvorfra han med en følt afslutning lagde bolden ind ved fjerneste stolpe. Efter en Aston Villa-udligning kom Tottenham fra kampen med alle tre point takket være et selvmål af Aston Villa-spilleren Matt Target. Pierre-Emile Højbjerg har spillet samtlige Premier League-minutter for Tottenham i denne sæson. Spurs lå efter tre 1-0-sejre i sæsonens første tre kampe først i Premier League, men efterfølgende sendte tre nederlag dem ned i midten af rækken. Med weekendens sejr over Aston Villa kravler Tottenham igen mod den tætte topstrid, hvor de indtager en foreløbig ottendeplads.

Foto: Björn Larsson Rosvall/TT/Ritzau Scanpix

Jeppe Okkels
Efter sit skifte til IF Elfsborg for godt et år siden har Jeppe Okkels etableret sig som fuldstændig fast starter for cheftræner Jimmy Thelins tropper fra byen Borås. I sæsonens hidtil 22 opgør i Allsvenskan har den tidligere Silkeborg-spiller startet inde i samtlige kampe, og det var selvsagt også tilfældet fredag aften, da Elfsborg tog imod lokalrivalerne fra IFK Göteborg. Elfsborg har længe været med i kampen om det svenske mesterskab, der i år ser ud til at blive en tæt kamp mellem hele fem mandskaber, men med tre nederlag i træk var tre point i fredagens kamp en nødvendighed for klubben, hvor også André Rømer og Frederik Holst er på lønningslisten. Fem minutter før pausen slog den tidligere Brøndby-back Johan Larsson et hjørnespark ind i det tætpakkede Göteborg-felt, hvor udeholdets målmand i første omgang fik bolden bokset væk. Lige på straffesparkspletten stod Jeppe Okkels dog helt umarkeret, og efter en flot tæmning flugtede den blonde dansker bolden forbi venner og fjender til 1-0 til det gulblusede hjemmehold. Den føring fik det nedrykningstruede udehold ikke ændret på, og dermed blev Okkels med sin femte sæsonscoring i ligaen matcvinder. Elfsborg indtager med otte kampe tilbage af sæsonen Allsvenskans femteplads, men de har kun fem point op til de to Stockholm-klubber fra Djurgården og AIK på rækkens to øverste placeringer.

Hvad skete der ellers?

  • En enkelt scoring fra Jacob Bruun Larsen i lørdagens udekamp mod Stuttgart var ikke nok for Hoffenheim, da hjemmeholdet allerede havde scoret tre gange. Stuttgart gav i øvrigt debut til 21-årige Nikolas Nartey, der fik de sidste 14 minutter på banen.
  • 25-årige Philip Billing er i fuldstændig forrygende form i øjeblikket, for efter et lidt skuffende 0-0-resultat i midtugen mod Peterborough var danskeren lørdag tilbage i målscorer- og matchvinderrollen for Championships førerhold fra Bournemouth, da han med sin tredje scoring i de seneste fire kampe gjorde det til slutresultatet 2-1 i kampen mod Sheffield United.
  • I den tredjebedste engelske række, League One, kom Lasse Sørensen for første gang i sæsonen på tavlen for Lincoln City, da de i lørdagens hjemmekamp mod Plymouth Argyle fik 2-2.
  • Efter en målmæssig fattig start på sæsonen i 2. Bundesligaen kom Andreas Albers for anden kamp i træk på tavlen for Jahn Regensburg, da han reducerede til 1-2 i kampen mod Karlsruher SC. Kampen endte med 2-2 og dermed pointdeling, og dermed blev Regensburg skubbet ned på rækkens andenplads af Simon Makienoks St. Pauli.
  • Hobro-drengen Emil Riis’ udligning til 1-1 i Preston North Ends udekamp mod Queens Park Rangers var ikke nok til point, da hjemmeholdet fra London løb med en 3-2-sejr. Med nederlaget er Preston tre point fra nedrykningsstregen i Championship.
  • I sidste sæson var unge Mathias Jørgensen udlejet fra New York Red Bulls til AGF, hvor det kun blev til en enkelt kamp. I denne sæson er den tidligere OB-spiller udlejet til Red Bulls andethold, der spiller i den næstbedste amerikanske række, og her blev det fredag til en enkelt scoring for danskeren, da Red Bulls spillede 3-3 med Loudoun United FC.
  • Også David Jensen er i øjeblikket på udlån fra New York Red Bulls, men den 29-årige målmand gør sig i den næstbedste belgiske række, hvor han i fredagens kamp holdt buret rent for KVC Westerlo i deres kamp mod Lommel. Westerlo er efter syv kampe ubesejrede og fører rækken.
  • 30-årige Mathias Wichmann har efterhånden spillet fire år i norske FK Jerv, hvor han er holdets anfører, og onsdag bidrog han med sin første sæsonscoring, da han allerede efter tre minutter af kampen mod Aalesund headede bolden i kassen til 1-0. Kampen endte 2-2, og dermed er FK Jerv stadig i spil til oprykningen til den bedste norske række.
  • Trabzonspor er fortsat ubesejret i den tyrkiske liga, og det kan de blandt andet takke danske Andreas Cornelius for. I mandagens kamp mod Alanyaspor udlignede den danske angriber med sin tredje ligascoring til slutresultatet 1-1. Trabzonsport er ét point fra Fenerbahce på ligaens førsteplads.

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P