Champions League

Drømmetræf og Ronaldo redder Solskjærs United

For første gang nogensinde endte en Champions League-kamp mellem Manchester United og Villarreal IKKE 0-0, da det engelske hjemmehold ikke var uheldige med at tage alle tre point mod de gulblusede spaniere. Cristiano Ronaldo dukkede i overtiden op og viste, at det ikke er tilfældigt, at han denne dag blev den spiller, der har spillet flest kampe i Champions League nogensinde.

Foto: Anthony Devlin/AFP/Ritzau Scanpix

At en udvisning kan ændre fodboldkampe fik Manchester United for to uger siden at mærke i kampen mod Young Boys, og onsdag aften fik de så at mærke, at en udvisning stadig kan være kostbar efter to uger.

Manchester Uniteds vante højreback, Aaron Wan-Bissaka, blev udvist i første runde af årets Champions League og var derfor ikke at finde i Ole Gunnar Solskjærs trup til onsdag aftens kamp mod spanske Villarreal, og det gav i stedet hjemvendte Diogo Dalot chancen fra start.

Havde Dalot gjort sig forhåbninger om at udfordre Wan-Bissaka om positionen fremadrettet, fik portugiseren smadret de forhåbninger for sig selv allerede efter 20 minutter. Den 22-årige portugiser, der i sidste sæson var udlejet til AC Milan, var blevet kørt så meget rundt på sin position som højreback, at den norske Manchester United-manager formentlig gennemtænkte alle sine muligheder.

Indskiftningsmulighederne stod bare ikke i kø på United-bænken, hvor Eric Bailly var eneste defensive spiller, og Dalot fik derfor lov fortsat at blamere sig overfor Villarreals nyindkøb – hollænderen Arnaut Danjuma.

At Manchester United ikke var bagud efter en halv time, var et mindre mirakel, som dels skyldtes en meget velspillende David de Gea i målet – dels uskarpe afslutninger fra de spanske gæster.

Læs også: Tidligere Hobro-profil udvist i ny Malmö-nedtur

Efter en halv times spil fik det engelske hjemmehold bedre styr på begivenhederne, men kun én gang i hele første halvleg kom de til en reel mulighed, da Cristiano Ronaldo fra tæt hold – og meget presset – headede over mål.

De to hold gik til pause med stillingen 0-0 – en stilling der ikke er uvant for nogle af de to hold. Det har nemlig været slutresultatet alle de fire gange, de tidligere har mødt hinanden i Champions League i henholdsvis 2005 og 2008.

Syv minutter inde i anden halvleg var den statistik dog smadret, og til rundt regnet ingens overraskelse, var det i Diogo Dalots side, at gæsterne spillede hjemmeholdets forsvar tyndt. Indlægget fra Danjuma blev mødt af Paco Alcacer midt for mål, og med en smart berøring lagde han den imellem benene på sin landsmand i United-målet.

Scoringen fik langt om længe Manchester United til at vågne, men der skulle et drømmetræf fra uventet kant til at vække de små 75.000 tilskuere på Old Trafford. På et frispark mellem hjørneflaget og feltet sendte Bruno Fernandes bold i en blød bue over til brasilianske Alex Telles, der fra fem meter udenfor feltet flugtede bolden ind bag en sagesløs Geronimo Rulli i Villareal-målet.

Målet fik Manchester United bedre med i kampen, men Villarreal var langt fra færdige med at true United-målet. Kort før tid var det således Alex Telles, der på heroisk vis fik kastet sig i vejen for en Villarreal-afslutning tæt under mål.

Læs også: Bedre end 0-3-sejren over Barcelona? – Kein Problem!

I den modsatte ende begyndte Manchester United også at true, og specielt indskiftede Edinson Cavani kom med fornyet energi. Uruguayaneren burde faktisk have bragt det rødblusede hjemmehold foran med bare få minutter tilbage af kampen, men han nåede ikke at reagere på indlægget fra højrekanten, der derfor nærmest bare ramte ham i hovedet.

Solskjærs tropper pressede i de sidste minutter på, og bedst som det i fire minutters overtid så småt begyndte at ligne endnu en pointdeling, skete det, der med spanske briller var fuldstændig unødvendigt.

Et indlæg blev på bagerste stolpe headet tilbage i feltet af Cristiano Ronaldo. Indskiftede Jesse Lingard fik hårdt presset bolden lagt tilbage til portugiseren, der via Villarreal-målmanden, Rulli, hamrede bolden op i nettaget til en ganske ufortjent 2-1-føring.

Dårligt fik Villarreal givet bolden op, før United-føringen også blev til United-sejr, og dermed er englænderne med tre point helt tilbage i kampen om videre avancement.

Cristiano Ronaldo reddede dybt i overtiden Manchester United. Foto: Phil Noble/Reuters/Ritzau Scanpix

Populære historier

Seneste

Notifications

ANNONCE


Notifikationer

P