2 min læsningTidligere Hobro-profil udvist i ny Malmö-nedtur

Den tidligere Hobro IK-lejesvend, Anel Ahmedhodzic, fik direkte rødt kort, da Jon Dahl Tomassons  Malmö FF igen måtte indkassere et Champions League-nederlag. I Bergamo kom Joakim Mæhle hurtigt på banen fra bænken, og han kunne sammen med resten af Atalanta-mandskabet juble over tre vigtige point.

2 min læsning
Anel Ahmedhodzic blev præsenteret for et lidt uheldigt rødt kort. Foto: Olga Maltseva/AFP/Ritzau Scanpix

Malmö FF med både Anders Christiansen og Lasse Nielsen på banen og Jon Dahl Tomasson på trænerbænken skulle onsdag forsøge at snuppe point med hjem fra russiske Sankt Petersborg, hvor Zenit tog imod.

Malmö var efter et 0-3-nederlag til Juventus i første runde uden point i årets Champions League, men det samme var onsdagens modstander fra Zenit, da de i deres første kamp havde tabt 1-0 til Chelsea.

Ret hurtigt stod det dog klart, at svenskerne var på en vanskelig opgave i den næststørste russiske by. Allerede efter ni minutter kom russerne foran 1-0. Et langt Zenit angreb havde presset ni Malmö-spillere ned i eget felt, men alligevel stod brasilianske Claudinho fuldstændig fri på kanten af det lille felt, hvorfra han ingen problemer havde med at lægge bolden forbi den tidligere FC Midtjylland-målmand Johan Dahlin.

Blot fire minutter efter pausen gjorde Daler Kuzyayev det til 2-0, og hvis ikke det lukkede kampen, så blev den det fire minutter senere. Her kom den tidligere Hobro-forsvarsspiller, Anel Ahmedhodzic til at stå alene med en Zenit-angriber, og da han med sin arm standsede russernes angreb, blev han straffet med en advarsel. Efter VAR-gennemsyn besluttede den græske dommer dog, at forseelsen var til mere end et gult kort, som han derfor vekslede til rødt til svensk-bosnieren.

Dermed var Malmö en mand i undertal forud for kampens sidste 40 minutter, og så skulle svenskerne i højere grad undgå en ydmygelse. Malmö blev anden halvleg igennem presset i bund, og med en scoring, som på flot vis blev sat ind med venstrebenet af Alex Sutormin, samt en scoring i overtiden af Wendel blev det ikke en ydmygelse, men dog stadig årets største nederlag til den svenske danskerklub.

Atalanta til tops
I det nordlige Italien tog Atalanta mod schweiziske Young Boys, der i seneste runde havde taget en flot skalp ved at besejre Manchester United med 2-1. Atalanta havde igen Joakim Mæhle på bænken fra kampens start, men det blev kun til ti minutter på bænken for nordjyden.

Allerede i kampens indledning blev tyske Robin Gosens nemlig skadet, og så kaldte træner Gasperini på sin danske landsholdsspiller, der gik ind på italienernes venstre kant.

Atalanta havde i sin første kamp fået 2-2 ude mod spanske Villarreal, men det gjorde de to point bedre onsdag aften, hvor de på et mål af Matteo Pessina med godt tyve minutter tilbage af kampen, snuppede alle tre point og dermed lægger sig i spidsen for Gruppe F.

På en lidt mere kuriøs note er Matteo Pessina den første italiener, der scorer i Champions League for den norditalienske klub, der i 19/20 blev slået ud af PSG i kvartfinalen, mens de i sidste sæson røg ud til Real Madrid i ottendedelsfinalen. Forinden Pessinas scoring havde Atalanta fundet vej til modstandernes mål 30 gange.

Timeline

Notifications

Notifikationer