Stamspillere har udløb: Søren Pedersen gør status
Arbejdet med at forlænge med klubbens profiler er ikke det, der kommer i første række, lyder det fra klubbens fodbolddirektør.

Det holdt hårdt for Randers FC i den forgangne sæson, hvor kronjyderne blev hevet ind i det drabelige nedrykningsspil, som i sidste ende endte med at koste FC Fredericia livet i den bedste række.
I den kommende sæson tegner det sig dog til at blive et helt andet Randers FC, som Superligaen skal stifte bekendtskab med.
Ud er røget assistenterne Fatah Abdirahman og Michael Ravn, og derfor skal kronjyderne altså have styrket trænerteamet, inden den nye sæson står for døren.
Dertil venter der sikkert også en række transfers for Hestene, som i seneste sæson havde uhyre svært ved at score mål.
Og det betyder også, at arbejdet med at forlænge med nogle af klubbens stamspillere er noget, som er gledet bag i køen hos fodbolddirektør, Søren Pedersen.
Paul Izzo, John Björkengren og Daniel Høgh er nogle af dem, hvis kontrakter udløber i sommeren 2027, men arbejdet med at forlænge med dem, er ikke det, der står først for.
Det forklarer Søren Pedersen til Campo.

- Det er noget, vi kommer til at kigge på, enten sidst i vinduet eller lige når vinduet lukker.
Med henholdsvis 26, 30 og 30 kampe under bæltet i Superligaen for Izzo, Björkengren og Høegh var de stærkt medvirkende til, at Randers i sidste ende reddede livet i den bedste række, og derfor er det også en klar prioritet at få forlænget spillernes kontrakter, når først transfervinduet har nået sin konklusion.
- Det er noget, der klart skal prioriteres, men det er ikke noget, der bliver prioriteret lige nu her på den korte bane, lyder det fra Søren Pedersen, der også forventer, at der er en stor mulighed for, at spillerne bliver i klubben længere end det år, de har tilbage på deres kontrakter.
- Ja, det gør jeg [ser en stor mulighed for forlængelse, red.], siger han til Campo.
I første omgang er det altså arbejdet på transfermarkedet, som fylder hos Søren Pedersen.
Hvor Randers skal forstærke sig, kan du læse mere om herunder.

Randers FC












