Efter chok-exit: PL-oprykker præsenterer ny træner
Gary O’Neil er ny mand i spidsen for Ipswich, bekræfter klubben tirsdag.

Det var noget af et chok, der ramte Ipswich Town tidligere på sommeren.
Efter en flot sæson, som udmøntede sig i en direkte oprykningsplads til Premier League, kunne klubben offentliggøre, at den succesrige Kieran McKenna stoppede i klubben.
Dermed skulle The Tractor Boys altså på trænerjagt inden sæsonen overhovedet var gået i gang.
Og nu har klubben altså fundet ham, der skal lede Ipswich i den bedste engelske fodboldrække.
Og det bliver den tidligere Bournemouth- og Wolverhampton-træner Gary O'Neil, som overtager det ledige trænersæde.
Det oplyser klubben tirsdag på sin hjemmeside.
Gary O'Neil var senest træner i franske Strasbourg, som han overtog, efter at klubben solgte Liam Rosenior til Chelsea. Her var han med til at føre klubben til en ottendeplads i Ligue 1, ligesom at han guidede klubben til en semifinale i Conference League.
Og englænderen er glad for at vende tilbage til Premier League, fortæller han til klubbens hjemmeside.

- Det er en ære at blive udnævnt til manager for denne fantastiske fodboldklub. Jeg har fulgt klubbens udvikling tæt gennem de seneste år, og det at få muligheden for at stå i spidsen for Ipswich Town i Premier League er noget, jeg er utrolig begejstret for.
- Der er en stærk vision og store ambitioner i denne klub, og jeg er fuldt ud bevidst om det ansvar, der følger med, når man tænker på, hvor meget klubben betyder for sine tilhængere og for lokalsamfundet i Ipswich og Suffolk.
- Vi kender alle den udfordring, der ligger foran os, mens vi sammen forbereder os til sæsonen, og jeg glæder mig til at møde alle og komme i gang med arbejdet, siger han til klubbens hjemmeside.
Det blev aldrig for alvor noget lykkeligt bekendtskab med Premier League i hverken Bournemouth eller Wolverhampton, hvor O'Neil begge steder fik sparket, men der er stor tiltro til ham hos oprykkerne, lyder det fra klubbens formand.
- Han er en manager, vi har haft på radaren i et stykke tid, og efter en grundig og omhyggelig proces, hvor vi mødtes med en bred vifte af kandidater, stod det klart, at han var den stærkeste kandidat til stillingen.
- Han er meget motiveret og højt respekteret, har en utrolig sans for detaljer og stor taktisk indsigt, og han er en fremragende træner med et dokumenteret talent for at udvikle spillere.
- Han kommer med en stærk sult efter succes og et stort ønske om at præstere på det højeste niveau i fodbolden, og med fuld opbakning fra alle i klubben glæder jeg mig til at se, hvad vi kan opnå sammen, lyder det blandt andet fra klubbens formand, Mark Ashton.
Gary O'Neil får en kontrakt, som løber til 2029.

Ipswich Town












