Neestrup jubler: Den vigtigste sejr hidtil
Jacob Neestrup er svært tilfreds med sit hold efter søndagens sejr.

Panathinaikos har været ustyrlige under Jacob Neestrup.
Søndag sejrede den græske storklub for 18. gang i sæsonen, da Panathinaikos vendte kampen på hovedet mod Iraklis Saloniki og vandt med 1-2 efter en scoring i tillægstiden.
Efter nederlaget til Olympiacos i starten af oktober har Neestrup og kompagni nu vundet otte kampe i træk, og søndagens comeback-sejr er et højdepunkt i sæsonen, fortæller Jacob Neestrup på pressemødet efter kampen mod Iraklis.
- Det første, jeg sagde til spillerne i omklædningsrummet, var, at det her måske var den vigtigste sejr, vi har hentet indtil nu. Vi var bagud, men endte med at vinde til sidst, selvom tingene ikke var nemme.
- I alle de andre kampe, hvor vi har været foran, har vi også vundet. Derfor var det vigtigt for os at vise, at vi også kan vinde en kamp, hvor vi kommer bagud.
- Endnu en sejr vil selvfølgelig også holde troen og tilliden til hinanden oppe - både på de gode dage og de dårlige dage, når solen skinner, og når det er koldt, som det er her i Nordgrækenland. Vi skal holde sammen, siger Jacob Neestrup ifølge det græske medie Sport 24.

Udover de 18 sejre og et enkelt nederlag har Neestrups mandskab delt pointene blot tre gange.
Panathinaikos topper den græske liga med fire point ned til Olympiacos på andenpladsen.














