Dennis tilbage i Brøndby-varmen – Nørgaard forklarer Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Dennis tilbage i Brøndby-varmen – Nørgaard forklarer

Emmanuel Dennis fik søndag sæsondebut, og det skyldtes, at han passede godt til opgaven, siger Thomas Nørgaard.

Emmanuel Dennis i kamp for Brøndby.
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

📍Campo i Parken

Emmanuel Dennis har været helt ude i kulden i Brøndby IF.

I sommerens transfervindue lå det i kortene, at den 28-årige angriber var på vej videre, og Brøndby lagde heller ikke skjul på, at man afsøgte mulighederne for en afsked. Sådan endte det dog ikke.

Efter skadesproblemer i starten af sæsonen har han i den seneste tid trænet med på Vestegnen, og søndag fik han sæsondebut i Parken mod FC København.

Dennis fik knap en halv time på grønsværen i nationalarenaen, og cheftræner Thomas Nørgaard pegede på ham af en grund.

- I dag tænkte vi, at Emmanuel [Dennis] ville passe godt i en kamp, hvor vi havde svært ved at skabe store, åbne chancer.

- Ydermere kan han være en trussel i boksen, og vi vidste også, at vi måske havde et sidste skud som var at bringe Patrick [Mortensen] og en stopper op sådan så det var, at vi havde en lidt mere direkte vej til de chancer, som vi ikke kunne skabe store nok. Der passede Dennis godt ind til opgaven, fortæller Thomas Nørgaard til Campo og den øvrige presse.

Emmanuel Dennis i kamp for Brøndby.
Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Efter flere kampe, hvor Dennis var klar, men uden at blive udtaget til kamptruppen, har nigerianeren nu været med på bænken i tre kampe i træk, og Nørgaard forklarede også, hvorfor det er tilfældet.

- Han har vist, han snakker mindre om sig selv, end alle jer omkring snakker om ham. Det er positivt. Han koncentrerer sig om at træne.

- Hvis jeg vælger ham til, så vælger ham til. Hvis ikke, så må han blive ved med at træne, siger Brøndby-træneren.

Søndagens derby endte med en 1-0-sejr til FCK.

Se videoen: Så voldsomt var BIF-fansenes pyro i Parken

Mest læste

Notifications

Notifikationer