Maskerede AaB-fans omringede værtshus: 14 skal for retten
14 AaB-fans skal tirsdag for retten i Herning.

Den 3. august 2024 krydsede AaB klinger med FC Midtjylland i Superligaen.
Ulvene sejrede med 2-0, men efter slutfløjt opstod der uroligheder i Herning.
Op mod 50 personer endte i slagsmål på værtshuset Don Quijote i Herning, og tirsdag, to år efter hændelsen, skal sagen for retten i Herning.
Her er 14 AaB-fans tiltalt for grov forstyrrelse af den offentlige ro og orden, skriver Ritzau ifølge Ekstra Bladet.
I alt er 27 mænd tiltalt i sagen, og 13 ventes at tilstå. Derfor kører deres sager særskilt, oplyser specialanklager Christian Skov Poulsen fra Midt- og Vestjyllands Politi over for Ritzau.
Anklageskriftet beskriver, hvordan en gruppe maskerede AaB-tilhængere mødte op ved værtshuset i Herning og omringede bygningen, mens FCM-fans befandt sig inden for.
Ifølge anklageskriftet er det anklagemyndighedens opfattelse at hensigten med fremmødet var at indlede et slagsmål med de midtjyske fans.

I forbindelse med uroligheder blev der kastet med forskellige genstande mod værtshuset, hvilket resulterede i flere ødelagte vinduer.
Tilbage i august 2024 beskrev vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi Anders Bøje Hansen, hvordan AaB-fansene tilsyneladende bevidst opfandt en forklaring på, hvor bussen skulle ind til en bar i centrum af Herning.
- På motorvejen tilbage til Aalborg er en af AaB's fans så opfindsom, at han siger til bussens chauffør, at de har glemt at få en af de andre med. Derfor vender bussen om, og manden giver en adresse til chaufføren, hvor han mener, at den manglende passager er, forklarede vagtchefen dengang til TV Midtvest.

AaB
FC Midtjylland












