Drama inden derby: Viborg udsat for hærværk-hævn
Både FC Midtjylland og Viborg FF er blevet udsat for hærværk forud for mandagens derby.

Søndag kom det frem, at FC Midtjylland var blevet udsat for hærværk, da der blandt andet var blevet skrevet "Hader FCM" med graffitimaling på klubbens facader.
Mandag eftermiddag, få timer før derbyet mellem FCM og Viborg FF, er der tilsyneladende blevet lavet en hævnaktion ved Viborg Stadion Center.
På Viborgs facader er der ligeledes blevet skrevet hadefulde beskeder.
Det viser billeder fra TV Midtvest.
Her er der blevet skrevet ting som "Bøsser" og "Shamrock pussies", hvad man må formode er en reference til Viborg FF-fangrupperingen Shamrock Ultras.
På muren er der også skrevet "Ultras FCM", hvilket kunne tyde på, at det er FC Midtjylland-tilhængere der står bag.

TV Midtvest skriver, at Viborg FF ikke har meldt hændelserne til politiet, og at klubben ikke har ønsket at kommentere på sagen.

Viborg FF
FC Midtjylland












