Fanklub reagerer på FCK-bombe: Fundamentet skal respekteres
FCK’s officielle fanklub har nu reageret på udmeldingen om, at selskabet bag klubben undersøger muligheden for et salg.

PARKEN Sport & Entertainment A/S udsendte tirsdag en opsigtsvækkende pressemeddelelse.
I den lød det, at klubben har indgået et samarbejde med en virksomhed, der specialiserer sig i rådgivning af salg omkring fodboldklubber.
Med andre ord afsøger selskabet bag FC København muligheden for at salg af klubben. I den forbindelse har FCK's officielle fanklub nu gjort det klart, hvilke forventninger den har til potentielle nye ejere.
I et interview med TV 2 Sport understreger fanklubben, at klubbens fundament og identitet skal bevares.
- De nuværende aktionærer har været med til at gøre F.C. København til den mest vindende danske klub med de største resultater i europæisk fodbold, og det er vores forventning, at både nuværende og eventuelle nye aktionærer deler ambitionen om, at F.C. København skal fortsætte med at være det.
- Samtidig forventer vi, at potentielle nye ejere, ligesom de nuværende, respekterer det fundament, klubben er bygget på, og ikke ændrer på den identitet og tilknytning til byen København, der har været en medvirkende faktor til klubbens tilsvarende store succes uden for banen, lyder det fra fanklubben.

Tifosy Capital & Advisory er navnet på virksomheden, der har til opgave at fungere som bindeled mellem klubber, ejere og store investorer.
De har senest hjulpet de nu tidligere ejere af belgiske Royal Antwerp med at få klubben på nye hænder.

FC København












