521 dages skadespause: Motivationen forsvandt ikke
Tidligere AGF-angriber fortæller i et interview med Campo om sin lange skadespause, som ikke er den første i karrieren.

Gustav Mogensen spillede for nylig sin første kamp i 17 måneder.
Den tidligere AGF-angriber fik endda scoret efter bare fire minutter på banen for den norske klub Ranheim.
Selvom comebacket var fantastisk, var det en hård vej der til. Det fortæller Gustav Mogensen i et interview med Campo, hvor han ser tilbage på de mange måneder, hvor han var på sidelinjen.
- Jeg synes ikke, jeg har haft problemer med motivationen overhovedet. På en eller anden måde, så synes jeg egentlig, det har været nemmere denne gang.
- I forhold til, at jeg har haft den erfaring fra første (skade, red.), så har man lidt vidst, hvad det kræver, hvilke øvelser, og så har jeg også haft lidt andre værktøjer at kunne bruge den her gang.

Selvom Gustav Mogensen selvfølgelig helst havde været foruden begge de lange skadespauser, har den første skade hjulpet angriberen med at komme igennem den seneste lange skadespause.
- Jeg ville jo selvfølgelig gerne have været det foruden, men det har jo hjulpet, at jeg har prøvet det en gang før, så man lidt ved, hvad man går ind til, og hvad man skal.
- Også i forhold til, hvad der fungerer, og hvad der ikke fungerer for mig. Den erfaring har jeg benyttet mig meget af.
Under den 25-årige angribers første længerevarende skadespause var der flere tilbagefald, hvilket ikke har været tilfældet i samme grad under hans seneste skadespause.
- Sidste gang blev jeg skadet i menisken igen, hvilket gjorde, at de måtte ind og fikse det igen. Denne gang har de været inde i knæet to gange efter den store operation, men det har bare været for at fjerne noget arvæv og lidt brusk. Så der har ikke været store tilbagefald, hvis man kan sige det.
- Det har bare været små indgreb, der lige skulle ind og finpudse inde i knæet. Det har selvfølgelig gjort, at det har taget lidt længere tid i det store billede, men der har ikke været lige så store tilbagefald som ved den første (skade, red.).
Mogensen fortæller også, at hans klub, Ranheim, har været gode til at varetage hans behov.
- Jeg fik længere sommerferie sidste år, efter at jeg var blevet opereret. Klubben har været meget opmærksom på mine behov, og på, om jeg har haft behov for ekstra tid i Danmark, hvis det var det, jeg havde behov for.
Gustav Mogensen har været i Norsk fodbold i fire år. Han skiftede fra engelske Brentford til Sarpsborg 08, hvorfra turen gik videre til Hødd og nu Ranheim.

AGF
Danmark












