Rørende Messi-tale: Jeg fik opfyldt min drengedrøm
Lionel Messi sagde farvel til det argentinske landshold med en rørende tale efter kampen mod Benin.

Lad os spole tiden tilbage til den 17. august 2005.
Det 18-årige FC Barcelona-talent Lionel Messi debuterer for Argentinas A-landshold i en venskabskamp mod Ungarn.
Messi bliver indskiftet i det 64. minut og afløser Lisandro López. Mindre end et minut senere er debuten imidlertid allerede slut - men ikke fordi, han pådrog sig en skade.
Det argentinske talent ragede i stedet et direkte rødt kort til sig og fik en decideret mareridtsdebut.
21 år senere er historien en helt anden. For selvsamme argentiner har nu lagt landsholdsstøvlerne på hylden efter at have vundet alt, hvad der er muligt at vinde med Argentina.
Onsdag nat spillede Lionel Messi sin sidste kamp for Argentina, da verdensmestrene besejrede Benin, og dermed er en epoke slut.
Den argentinske legende lagde ikke skjul på, at det var med blandede følelser, han satte punktum for landsholdskarrieren.
- Jeg kan ikke gøre andet end at sige tak. Det var en kæmpe stolthed at forsvare denne trøje i mere end 20 år. Det bliver en kæmpe smerte ikke at komme her mere. At spille for Argentinas landshold er det smukkeste, der kan ske for en.
- Jeg vil gerne takke mine holdkammerater for den tid, jeg har fået lov til at dele med denne gruppe. Det har været overvældende. De fik mig til at opfylde min drengedrøm: at blive verdensmester, vinde Copa América og Finalissima.
- Det var en kæmpe stolthed at dele banen med dem og også være sammen med dem uden for banen. Det var som at gå ud og konkurrere sammen med krigere, der ville give alt for hinanden, sagde Lionel Messi blandt andet i sin takketale efter kampen mod Benin.
Artiklen fortsætter under billedet

FC Barcelona-legenden benyttede også lejligheden til at sende en kærlig tanke til sin far, Jorge Messi, som gik bort i august.
- Det er svært at sige noget i dag. Der er så mange følelser, og der går så mange ting gennem hovedet på mig. Det første, jeg selvfølgelig tænker på, er min far, sagde han.
Lionel Messi sluttede landsholdskarrieren med 126 mål i 208 kampe, én VM-titel, to VM-sølvmedaljer og to Copa América-titler.
Se billeder fra den smukke hyldest her:

Argentina
Lionel Messi












