Daniel A. Pedersen fremhæver sportschef: Han startede det hele
Silkeborg IF’s sportschef har en aktie i, at Daniel A. Pedersen blev professionel fodboldspiller.

Daniel A. Pedersen har lagt fodboldstøvlerne på hylden.
En 15 år lang professionel fodboldkarriere er slut, men vejen dertil var langt fra snorlige for den 34-årige midtbanekriger.
Alligevel lykkedes det ham at slå igennem og spille på flere flotte adresser, heriblandt AGF, Silkeborg IF, Lillestrøm og Brann.
En del af forklaringen på, hvordan det hele lykkedes, skal findes i hårdt arbejde - men også i en person, der på et afgørende tidspunkt valgte at tro på ham, fortæller den nu pensionerede fodboldspiller til Campo.
- Jeg er stolt over min karriere og glad for alle de ting, jeg har oplevet. Det stod ikke skrevet i kortene, at jeg skulle være fodboldspiller, så det her med at man arbejder hårdt og tror på, at det nok skal lykkes, det kommer man langt med.
- Jeg har aldrig været den med det største talent, men jeg har arbejdet hårdt og elsket at spille fodbold. Det har så også gjort, at jeg på et tidspunkt har udviklet mig mere, end man måske havde regnet med, siger Daniel A. Pedersen.
"Han startede det hele"
Som han selv påpeger, stod det ikke skrevet i kortene, at Daniel A. Pedersen skulle blive professionel fodboldspiller.
I ungdomsårene havde han både været på andet- og tredjeholdet, men så kom Silkeborg IF's sportschef, Jesper Stüker, ind i billedet.
Han havde nemlig set noget i den unge midtbanespiller, som han ikke nødvendigvis selv havde fået øje på endnu.
- Det var Jesper Stüker (sportschef i Silkeborg IF, red.), der fik mig overbevist om, at jeg skulle tage på Silkeborg Fodbold College og gav mig min ungdomskontrakt i klubben for at vise, at de troede på mig. Det var ham som troede på, jeg kunne blive til noget, og viste mig den tillid.
- Jeg havde aldrig nogensinde forestillet mig, at jeg skulle begynde at få penge for at spille fodbold, men fra den dag, jeg fik tilbudt min ungdomskontrakt, der begyndte jeg at tro på det, så det var ligesom ham, der startede det hele, siger han.

Pedersen nåede at få 116 kampe i Silkeborg IF-trøjen mellem 2011 og 2015, inden AGF hentede ham til Aarhus.
Danskeren nåede desuden også at få ni ungdomslandskampe, ligesom han i 2013 var en del af Morten Olsen ligalandshold, der rejste til USA.
Daniel A. Pedersen har mange gode minder fra AGF-tiden:

Silkeborg IF












