Wolfsburg-spiller roser klubbens håndtering i Eriksen-sag
Wolfsburg håndterede Christian Eriksen situation på den rigtige måde, fortæller en af klubbens spillere.

Christian Eriksen og VfL Wolfsburg er gået hver til sit.
Onsdag meldte 2. Bundesligaklubben ud, at den danske midtbanespiller havde bedt om at få ophævet sin kontrakt i klubben.
34-årige Eriksen, der tilbage i juni kollapsede under en landskamp mod Ukraine, ønsker at være tæt på sin familie, og derfor er han nu fortid i den tyske klub.
Wolfsburg valgte at imødekomme danskerens ønske, og klubben får nu ros af sin håndtering i Eriksen-sagen af en af holdets spillere.
I et interview med Fotbollskanalen fortæller Alexander Bernhardsson, der kom til Wolfsburg i sommerens transfervindue, at klubben traf den rigtige beslutning i situationen.
Samtidig bakker han fuldt ud op om Eriksens valg.
- Jeg kendte godt til omstændighederne. Det, der skete med ham igen, er selvfølgelig rigtig trist. Vi i klubben kendte også til det, og hans tanker og holdninger er det vigtigste i det her. Klubben traf en god beslutning ved at lade ham træffe beslutningen og være tæt på sin familie. Vi forstår hans beslutning og støtter den, siger Bernhardsson til mediet og uddyber:
- Jeg forstår det 100 procent. Man er nødt til at tage hensyn til hans egne ønsker, til hvad han vil som menneske, og til hvordan hans familie har det. Jeg synes også, det er rigtig fint gjort af klubben, at han fik lov til selv at vælge. Hvis han ville komme tilbage, stod døren åben. Og hvis han ville hjem til Danmark, stod den dør også åben, siger han.

Eriksen nåede 34 kampe i Wolfsburg-trøjen.
Det er endnu uvist, hvad Christian Eriksen gør herfra.

Christian Eriksen
Wolfsburg












