Riemer har flere jokere i Superligaen: De banker på
FC Midtjylland skal ikke føle sig sikker på et dansk hattrick, når Brian Riemer udtaget sin trup i næste uge.

Efter den missede VM-slutrunde er presset på landstræner Brian Riemer kæmpestort.
Danmark har akut behov for succesoplevelser, mens der også skal tankes selvtillid.
Første mulighed for netop dette er i Nations League, hvor der venter hele fire kampe i slutningen af september og begyndelsen af oktober.
Om præcis en uge skal Brian Riemer udtage sin trup. Men hvor mange danskere fra Superligaen kan forvente et opkald fra landstræneren - og hvem bliver det i så fald?
Ifølge Campos chefredaktør, Troels Bager Thøgersen, går Riemer nogle skæbnesvangre kampe i møde. Det kan også få betydning for, hvordan den endelige trup kommer til at se ud.
- Det er et rigtig godt spørgsmål, hvem Brian Riemer skal tage med, for det er fire kampe, hvor han med sin jobsikkerhed in mente ikke bare kan eksperimentere.
- Dertil må hans situation være for usikker efter den meget, meget skuffende VM-kvalifikation, der helt sikkert bliver et tema igen i landsholdssamlingen med rimelige spørgsmål om, hvorvidt det var rigtigt at holde fast i ham som landstræner, siger Troels Bager.
Midtjysk hattrick og jokere
I FC Midtjylland drømmer man helt sikkert på et hattrick med udtagelse til både hjemvendte Rasmus Nissen Kristensen, Philip Billing og Victor Bak.
Ifølge Troels Bager bliver det dog næppe denne gang, at Ulvene fra den jyske hede får hele tre spillere med i den danske trup.
- Hvis ellers Rasmus Nissen Kristensen er klar, og det er jeg ikke sikker på, så skal han selvfølgelig med. Til gengæld er jeg ikke sikker på, Philip Billing og Victor Bak skal med, Billing har til tider virket træt i FCM's hårde program, og Bak er kun lige vendt tilbage fra en skade, siger han.
Artiklen fortsætter under billedet

I hovedstaden er der dog en dansker i FC København, der virkelig har fundet melodien under Bo Svensson, og han må anses som en joker.
Samtidig lurer der måske også en overraskelse i Farum - som Brian Riemer selv har fremhævet.
- I FC København kunne vi finde en kanin i hatten i form af Mads Emil Madsen. Der kunne godt være brug for noget energi på det landshold, og den har 'MEM' lige nu midt i en flot sæsonstart.
- Det kunne også være, en retur til landsholdet kunne være i spil for Victor Nelsson, der spillede en flot kamp mod FC Midtjylland, og som Brian Riemer selv siger er i spil.
Kigger Riemer mod AGF?
Det er efterhånden mange år siden, at en dansker fra mesterholdet AGF har været på landsholdet.
Efter et hav af coronaafbud blev Patrick Mortensen ganske vist efterudtaget i 2020 uden at få landsholdsdebut. Den seneste danske AGF-spiller, der både blev udtaget og fik minutter på landsholdet, er dog faktisk holdets nuværende cheftræner, Jakob Poulsen, tilbage i 2010.
Siden har de AGF-udviklede spillere Albert Grønbæk, Jens Jønsson og Jens Stage været inde omkring landsholdet, men der kan være en ny på vej frem.
Frederik Emmery har i sæsonens indledning taget Superliga med storm og været aarhusianernes stærkeste våben.
Det er dog for tidligt, at han får et opkald fra Riemer, vurderer Troels Bager.
- I Århus vil fansene mene, at Frederik Emmery skal have chancen på et tidspunkt. Det mener jeg ikke er nu, slet ikke i en tung sæsonstart for AGF.
- Men der er noget i Emmerys antrit og driblinger, der giver mig tanken, at han sagtens kan overhale AGF-profilerne indenom og blive den første fra mesterholdet, der får en stor transfer til udlandet.
- Hvis AGF finder fodfæste, Emmery vænner sig mere til kravene som starter, og landsholdet rammer nogle mindre vigtige kampe, kunne jeg godt se Emmery for mig som en kanin i hatten. Men det er ikke endnu, og det kunne sagtens være, det først er efter et skifte til udlandet, hvor tempoet og kravene er højere end i Superligaen.
Netop Emmery fik stor ros af Rasmus Nissen Kristensen, der havde mange dueller med den unge aarhusianerne i sidste uge i opgøret mellem AGF og FC Midtjylland.
Læs mere her:

Frederik Emmery













