SIF-fans indberettet for racisme mod AGF
Mikael Anderson har efter alt at dømme været offer for racisme.

Mikael Anderson spillede en af sine bedste kampe siden sin hjemkomst til AGF i weekenden.
Alligevel er det ikke sikkert, at lørdagens 2-2-opgør mod Silkeborg IF vækker videre positive følelser i ham.
I hvert fald skriver Midtjyllands Avis, at Silkeborg IF's medrejsende fans er blevet indberettet til Fodboldens Disciplinærinstans af AGF for racisme.
Der skulle være tale om racistiske tilråb i forbindelse med et hjørnespark.
Tilråbene skulle have lydt "sorte svin" og "fucking afrikaner" i retning af den islandske landsholdsspiller, der har en jamaicansk far og islandsk mor.

Indberetningen bekræftes af Kent Madsen, der er administrerende direktør i Silkeborg IF:
- Vi tager under alle omstændigheder fuldstændig klart afstand fra racistiske tilråb. Det hører ingen steder hjemme.
- Hvis Disciplinærudvalget finder det godtgjort, at det har fundet sted, så får vi sandsynligvis en bøde, og det er selvfølgelig ærgerligt, siger Kent Madsen til Midtjyllands Avis.
Mikael Anderson er denne sommer skiftet tilbage til AGF fra svenske Djurgården.

AGF
Mikael Anderson
Silkeborg IF












