Ærlig FCM-stjerne: Transferkabale fylder ‘pisse meget’
FC Midtjylland-anfører Rasmus Nissen Kristensen erkender, at klubbens transferkabale ikke er helt ubetydelig for ham.

📍 Campo på JYSK Park
Der er fortsat flere ubekendte transferspørgsmål i FC Midtjylland med kun få dage tilbage af transfervinduet.
Klubbens to store salgsemner Franculino og Dario Osorio var på banen søndag eftermiddag i Silkeborg, selvom klubben længe har haft en forventning om at sende dem afsted. Derudover er der fortsat spillere som Dani Silva, hvis fremtid i hvert fald ikke er at finde på Heden.
Anfører for Ulvene, Rasmus Nissen Kristensen, erkender, at den indtil videre uløste transferkabale også fylder for ham.
Det fortæller han til Campo og den øvrige presse efter den uafgjorte kamp mod lokalrivalerne fra Silkeborg.
- Selvfølgelig fylder det pisse meget. Det har det gjort alle steder, jeg har været. Det eneste, der er lidt spøjst, det er, hvor langt man er henne i sæsonen. Vi har allerede været igennem Europa-kvalifikationen og spillet fem kampe i Superligaen. Det trækker tænder ud over lang tid, siger Rasmus Nissen Kristensen.
FC Midtjylland-anfører fortæller også, at han ser frem til, at transfervinduet smækker i, så truppen er helt på plads.
- Alle de spørgsmålstegn, rygter og spillere, der taler i telefon og det ene og andet. Selvfølgelig betyder det noget. Særligt i min position, hvor jeg har slået rødder. Jeg glæder mig til, at det er slut og se, hvad det er for et hold, vi har, siger FCM-kaptajnen til Campo og den øvrige presse.

Rasmus Nissen Kristensen er selv en af de 'nye' spillere på Heden denne sommer.
Han er kommet til fra Bundesliga-klubben Eintracht Frankfurt.
FC Midtjylland skal noget spøjst i spil på transfervinduets sidste dag.
Læs mere om det her:

Silkeborg IF
FC Midtjylland
Rasmus Nissen Kristensen












