Spansk spiller fik hjertestop efter voldsom kollision
Kampen mellem CD Tenerife og FC Andorra blev afbrudt efter et voldsomt sammenstød mellem Jesús de Miguel og Jesús Owono.

Det var frygtelige scener mandag eftermiddag på Tenerife.
I LaLiga2-opgøret mellem CD Tenerife og FC Andorra blev kampen afbrudt efter en meget voldsom kollision.
Det var FC Andorras målmand Jesús Owono, der kom meget voldsomt ud i Jesús de Miguel, der var meget tæt på at kunne løbe bolden frit i mål. Ifølge Marca, så førte kollisionen til et hjertestop hos den 30-årige spanier.
Jesús de Miguel blev hurtigt evakueret til en ambulance, der tog ham til et tætliggende hospital, men det var undervejs i ambulancen, at den 30-årige spanier fik et hjertestop.
- Fodboldspilleren fik sin puls tilbage takket være genoplivning (hjerte-lunge-redning), som blev udført af ambulancepersonalets sundhedsfaglige personale. De Miguel trækker vejret ved egen hjælp, men er fortsat bevidstløs, oplyser en lægelig rapport ifølge Marca.

Tidligt tirsdag morgen har CD Tenerife så meldt ud, at angriberens tilstand er blevet værre.
Det er særligt med hensyn til hans neurologiske tilstand, at det er forværret.
Angriberen fik angiveligt et alvorligt slag mod hovedet under sammenstødet med FC Andorras målmand.
CD Tenerife har meldt ud, at klubben vil opdatere i løbet af dagen.
Jesús Owono er ifølge flere kilder også meget berørt af situationen. Den 25-årige målmands intention er at undskylde privat til angriberen, før han vil lave en offentligt erklæring.
Det er den tidligere FC Barcelona-stjerne Gerard Piqué, som ejer FC Andorra.
I en erklæring skriver klubben blandt andet, at den sender al støtte og de bedste ønsker til Jesús de Miguel efter den meget alvorlige hændelse.
FC Barcelona












