Ny monsterhandel: United enig med Brighton-stjerne
Carlos Baleba kan efter alt at dømme snart kalde sig Manchester United-spiller.

Det er en regulær overhaling, Manchester United er ved at give sin midtbane forud for den nye Premier League-sæson.
Youri Tielemans og Andrey Santos er allerede blevet handlet for store beløb i ligarivalerne fra henholdsvis Aston Villa og Chelsea, men De Røde Djævle er slet ikke færdige endnu.
Fredag aften melder den engelske mediestand samstemmigt, at Manchester United har endnu et megakøb på plads.
Storklubben fra Manchester er nemlig blevet enig med Brighton & Hove Albion om et køb af midtbanestjernen Carlos Baleba. Det skriver blandt andre The Athletic.
Det bliver ikke nogen billig fornøjelse at hente den camerounske landsholdsspiller til klubben.
Ifølge mediet må Manchester United nemlig lange hele 65 millioner pund over disken i overgangssum, mens der er også er yderligere fem millioner pund i mulige bonusser indbygget i aftalen.

Det svarer til 611 millioner danske kroner i samlet transferpakke.
Behovet for at forstærke midtbanen er dog til at få øje på i Manchester United.
Denne sommer kunne klubben sige farvel til Casemiro, hvis kontrakt med storklubben er udløbet efter fire års tro tjeneste, og til VM med Uruguay kom Manuel Ugarte tilmed slemt til skade med knæet, og kommer således ikke i aktion for det rødblusede mandskab i den nærmeste fremtid.
Det er forventningen, at Carlos Baleba fredag rejser til Manchester forud for det obligatoriske lægetjek, som skal finde sted lørdag, skriver The Athletic.
Carlos Baleba har spillet i Premier League siden sommeren 2023, hvor han byttede franske Lille ud med Brighton, som han har repræsenteret lige siden.
Ifølge The Athletic-journalisten David Ornstein får Carlos Baleba en kontrakt i Manchester United, der kommer til at løbe frem til sommeren 2031 med en option på et ekstra år. Det skriver han på mediet X.

Manchester United
Brighton & Hove Albion












