Eksklusivt: Jagter profil til kanten
De har snørren ude efter en og måske to profiler til kanterne i FC Midtjylland.

Det tegner til at blive en intens slutning på transfermarkedet i FC Midtjylland.
Med 15 dage til deadline mangler midtjyderne afklaring af, om Darío Osorio og Franculino bliver solgt eller ej, og der kommer også bid efter flere andre FCM-spillere fra startopstillingen og bredden.
Derfor er FC Midtjylland også i fuld gang med at lede efter nye spillere.
Ifølge Campos oplysninger har FC Midtjylland spillere i kikkerten både til venstre kant og højre kant.


Problemer i venstre
I venstre side har man solgt Aral Simsir til Trabzonspor, og den forventede afløser Mikel Gogorza har året igennem døjet med lyskeproblemer.
Hvornår han er klar til at spille fast og er ovre sit vokseværk, der udløser problemerne, er uvist, og derfor har FC Midtjylland intensiveret jagten på en spiller, der kan spille venstre kant, indtil Gogorza er i omdrejninger igen.
Men også på højre side er man ved at line afløsere for Darío Osorio op, hvis buddene skulle dukke op i de kommende to uger.
Her er et af navnene på listen den hurtige kantspiller og forward Justin Nijnmah fra Werder Bremen, der ifølge Campos oplysninger er én af flere spillere, der er på tale til kant-kabalen, hvis chilenske Osorio bliver solgt, og en spiller, der kan ligge på i både højre og venstre side.

Justin Nijnmah var i 2022 og 2023 lejet til Borussia Dortmunds reservehold, mens Mike Tullberg var cheftræner for Dortmunds U/19-hold, så FCM-cheftræneren kender fra tæt hold kantspillerens styrker og svagheder.
Puslespillet kompliceres af, at FC Midtjylland næppe er interesseret i at hente en meget dyr og højt lønnet spiller til venstre kant og dermed risikere at bremse vejen til det helt store gennembrud for skadede Mikel Gogorza.
FCM har de seneste år typisk spillet med kanter, der trækker ind i banen, det vil sige med venstre fodede Darío Osorio til højre og omvendt med Aral Simsir.

FC Midtjylland
Mike Tullberg
Werder Bremen












