FCM-bomber på AGF og rivalers radar: England i spil
Det er ikke kun i Superligaen, man ser et lys i FCM-angriberen.

Efter at have siddet udenfor langt det meste af efteråret 2025 og set fodbold, blev Friday Etim et af de spændende nye navne i Superliga-foråret.
Her var Etim i FC Fredericia på en særlig konstruktion, der gjorde det muligt for FCM at hente ham billigt tilbage via en klausul.
Og Etim scorede forholdsvis flittigt for bundholdet og var med til at gøre Fredericias offensiv farlig.
Den fysiske, tilstedeværende stil fik mange klubber til at spærre øjnene op, og det gjorde også FC Midtjylland, der købte Etim tilbage via klausulen.

En lang række klubber var på det tidspunkt interesserede, som Campo også rapporterede i juni: AGF var på banen for at undersøge muligheden, som Tipsbladet først skrev, mens også Sønderjyske var blandt dem, der tog et kig.
(Artiklen fortsætter herunder)

Udlandet spøger
Friday Etim har fået en blandet start i FC Midtjylland med et par gode Superliga-kampe og en kostbar udvisning ude mod Besiktas i Europa League-kvalifikationen.
Angriberen lader til at stå godt placeret i jagten på spilletid i konkurrence med Cho Gue-sung, Staanley Iheanacho og reserverne Edward Chilufya og Mikael Uhre, hvor de to sidstnævnte lader til at være overhalet.

Men skulle han og FC Midtjylland få lyst til noget andet, er der muligheder.
Ifølge Campos oplysninger er Etims pågående stil med en blanding af teknik, afslutninger, hurtighed og nærkampsstyrke blevet bemærket i udlandet, herunder i England, hvor Championship-klubber, der regelmæssigt er forbi MCH Arena, kan se idéen i angriberen.
Det vil være en stor overraskelse, hvis der kan ske noget lige nu, hvor Etim netop er skiftet og FIFA's regler formelt forbyder sådanne straks-skifte i samme transfervindue for at bremse de såkaldte bridge transfers.
De kommer så alligevel, også i Superligaen, som man så for få dage siden, hvor FC København hentede Akos Markgraf, en ungarsk spiller, der var skiftet til Ujpest fra Puskas Akademia 1. juli.
Men meget tyder på, Etim skal spille en rolle med mange kampe for FC Midtjylland i denne sæson, før interesserede klubber kan vende tilbage i 2027.

FC Midtjylland
FC Fredericia
AGF
Sønderjyske
England












