Derfor valgte Yirenkyi PL-oprykker
Caleb Yirenkyi er denne sommer blevet Superligaens største salg nogensinde. Men hvorfor røg han ikke til en større klub?

Caleb Yirenkyi kunne nærmest vælge og vrage blandt Europas fodboldelite, hvis man skal tro det, man hører transfervandrørene.
Blandt andre Real Madrid og Chelsea var nogle af de gigantiske adresser, som spilleren er blevet sat i forbindelse med.
I sidste ende blev det dog Premier League-oprykkerne Coventry, der løb med den ghanesiske landsholdsspillers underskrift, og det er der flere gode grunde til, lyder det fra FC Nordsjællands fodbolddirektør.
- Der er flere parter, der skal blive enige, når man laver sådan en aftale, lyder det først og fremmest fra Alexander Riget.
Et slag på tasken fra fodbolddirektøren lyder, at der maksimalt ville være 50 klubber, der denne sommer kunne købe det ghanesiske stjerneskud.
Heraf ligger de ti Rusland, Saudi Arabien eller Kina, hvor spilleren ikke havde noget ønske om at komme til, og derfor var det altså en snævert felt af bejlere, FCN kunne skyde sit store salgsemne afsted.
Når det endte med at blive Coventry, skyldes det især én særlig grund, fortæller Alexander Riget.

- Det har været rigtig, rigtig vigtigt for Caleb at komme til en klub, hvor han havde en god fornemmelse af, at han kunne komme til at spille fra start af. Og hvis det er et parameter, så er der også nogle klubber, der bliver taget af listen.
- Jeg ved godt, at der har været rygter om Real Madrid, men det havde trods alt nok været svært for ham at komme til at spille der fra dag et, siger han til Campo.
Et rekordstort beløb endte midtbanemotoren altså med at blive skudt afsted for - og fodbolddirektøren afviser ikke, at der kan være tale om over 200 millioner kroner i overgangssum - og derfor spillede økonomi også en væsentlig rolle i forhold til, hvor spilleren i sidste ende skiftede til.

- Når en klub som Coventry kommer og bryder deres egen rekord i forhold til, hvad de nogensinde har betalt for en spiller, så er der jo en god sandsynlighed for, at de ser ham som en vigtig spiller for dem.
- Coventry var meget, meget interesserede i at få ham, og meget, meget løsningsparate i forhold til at finde en økonomisk løsning der gjorde, at Caleb fik det skifte, han gerne ville, og det skifte vi ville, lyder det fra Alexander Riget.

En blåstempling af projektet
Det havde nok vakt genlyd i det meste af fodboldeuropa, hvis Caleb Yirenkyi var endt i Real Madrid eller Chelsea.
Men at det blev Coventry i stedet er bare en blåstempling af det projekt, FC Nordsjælland er og fortsat udvikler på, lyder det fra Alexander Riget.

- Det kunne være, vi kunne have solgt ham til andre klubber, der var større, men det ikke har været aktuelt, eller at de ikke ville betale den samme sum penge.
- Han vil gerne til Coventry, de spiller i Premier League og på fredag i næste uge møder de Arsenal, lyder det opsummerende fra Alexander Riget, som understreger, at en handel af den slags, som Caleb Yirenkyi er et eksempel på, ikke er noget man ser herhjemme hver dag.
- Der er ikke mange andre spillere fra Superligaen, der er blevet solgt direkte til Premier League. Det hører i den grad til sjældenhederne.
Og derfor er det også en stolt fodbolddirektør, som fredag kunne se Caleb Yirenkyi for sin uofficielle debut for Coventry i en testkamp mod Monaco.
- Så jeg vil tværtimod sige, at det fylder os med stolthed, at vi er i stand til at sælge en spiller direkte til Premier League. Og det er vi selvfølgelig [i stand til, red.], fordi der er mange af vores tidligere udviklede spillere, der den dag i dag spiller i Premier League. Og klubberne kan se, at de spillere, vi udvikler, er i stand til at træde ind på den store scene, lyder det afslutningsvist fra fodbolddirektøren.
En anden af FC Nordsjællands stjerneskud kunne være blevet skudt afsted denne sommer.
Overfor Campo fortæller Alexander Riget, hvad transferplanen er. Det kan du læse mere om herunder.

Chelsea FC
FC Nordsjælland
Real Madrid












