Markant AaB-nyt: Tysker er ude
Endnu en tysker træder ud af bestyrelsen i AaB, mens et nyt og velkendt navn ventes at træde ind.

Det tynder ganske gevaldigt ud i tyskere i AaB's bestyrelse.
På en ekstraordinær generalforsamling vil bestyrelsen i Aalborg Boldspilklub A/S således foreslå, at Thomas Hitzlsperger udtræder, og hans erstatning er bestemt ikke hvem-som-helst.
Det foreslås nemlig i stedet, at Peter Sand overtager Hitzlspergers plads i bestyrelsen, hvilket vil efterlade Finn Meinecke som eneste tilbageværende tysker i den otte mand store AaB-bestyrelse.
- Vi vil gerne takke Thomas Hitzlsperger for hans næsten tre og et halvt år i bestyrelsen. Samtidig glæder vi os til, at Peter Sand bliver en del af bestyrelsen, hvor han blandt andet vil kunne bidrage med både sportslig, menneskelig og erhvervsmæssig indsigt, udtaler AaB’s bestyrelsesformand Jesper Brøchner Thing.
Mens den tidligere tyske landsholdsspiller altså ventes at udtræde på den ekstraordinære generalforsamling, som der i nærmeste fremtid bliver indkaldt til, så er det med AaB-briller et nyt navn, man skal sige goddag til.

Peter Sand er dog langt fra et ubeskrevet blad i dansk fodbold, hvor han foruden adskillige år i Superligaen som spiller senest har været fodbolddirektør i i FC Midtjylland i halvandet år.
Peter Sand er til dagligt Global Manufacturing Program Director hos Esbjerg-virksomhenden Viking, der producerer overlevelsesudstyr til skibs- og offshore-industrien.
Peter Sand er født faktisk født i Aalborg, men opvokset i Hadsund små 50 kilometer mod syd, men alligevel var det - i øvrigt ligesom tvillingebror Ebbe Sand - Brøndby IF, der i 1994 lokkede Sand væk fra de hjemlige, nordjyske rammer.
Den aktive karriere gik desuden forbi klubber som Ølstykke og Fremad Amager, inden han i 1999 blev en af de første nye spillere, det nye midtjyske fodboldsamarbejde, FC Midtjylland, hentede til klubben i sit første leveår.
Siden gik turen forbi både engelske Barnsley og norske Stabæk, inden Sønderjyske og AGF blev Peter Sands sidste to klubber.
Med den forestående ændring vil AaB-bestyrelsen foruden Peter Sand bestå af Jesper Brøchner Thing (formand), Jesper Fristrup (Næstformand), Claus Fallingborg, Henrik Hagbarth, Jørgen Raguse, Finn Meinecke og Kenneth Cortsen.
Allerede nu står det klart, at der venter Peter Sand og den øvrige AaB-bestyrelse et stort arbejde fremadrettet. Torsdag vist et halvårsregnskab fra det nordjyske fodboldflagskib nemlig et markant underskud i første halvår. Læs mere om det her:

AaB
FC Midtjylland












