FCK-transfermål på Superliga-rivals blok
Der er andre end FC København, der kan se fidusen i Jacob Bruun Larsen som fodboldspiller.

Skal Jacob Bruun Larsen ikke snart til FC København?
Onsdag skrev Tipsbladet, at kantspilleren og landsholdskandidaten fortsat er til alvorlig overvejelse i FCK og skal koste de omkring 30 millioner kroner, han også kostede ved skiftet fra VfB Stuttgart.
Men hvordan skal transferen ske?
Som både Bold og Tipsbladet har skrevet, er både leje og en permanent transfer på bordet som muligheder i et skifte til FC København.
Men der har også potentielt været andre muligheder på bordet her i 2026.

FCM har overvejet Jacob Bruun Larsen
FC Københavns rival FC Midtjylland har haft Jacob Bruun Larsen oppe at vende som mulighed som en af flere spillere.
Det er blevet ekstra aktuelt nu, hvor Aral Simsir er solgt til Trabzonspor for 112 millioner kroner, og hvor kantspilleren Mikel Gogorza døjer med en skade.
FC Midtjyllands plan er over tid ifølge Campos oplysninger fortsat, at Mikel Gogorza skal være afløseren for Aral Simsir.

Men med Gogorza-skadesproblemer med lysken udløst af vokseværk lige siden januar kan FCM efterhånden ikke forlade sig på, at Gogorza snart er tilbage.
Onsdag har cheftræner Mike Tullberg meldt Gogorza på sidelinjen på ubestemt tid, en risiko der har været intern viden i FCM i længere tid.
Derfor har klubben også afsøgt muligheder på venstre kant, og der er Jacob Bruun Larsen altså et af de navne, der har været på bordet ifølge Campos oplysninger, noget som den tidligere Bundesliga-spiller og nuværende Burnley-spiller også har været i tidligere år.
Der er dog ikke noget, der tyder på, at interessen avancerer til, at FCM forsøger at lave en handel.
Der er ikke specielt god sammenhæng mellem at hente en dygtig og dyr landsholdsspiller og så have en 19-årig spiller som Mikel Gogorza, FCM satser benhårdt på skal have et kæmpe gennembrud, når skaden er helet – derfor har FCM andre transferprioriteter med de forbehold, der som altid skal tages, nu hvor slutfasen i transfervinduet så småt nærmer sig.

FC København
FC Midtjylland
Mike Tullberg












