Vildt, at det skal ske på den her måde
Fredag aften fik vi den første 0-0 kamp i den indeværende Superliga-sæson.

Sønderjyske tog fredag aften imod Viborg FF hjemme i Haderslev.
Gennem det meste af opgøret var det udebaneholdet, der var mest dominerende. Det var tydeligt i både deres boldomgang og forsøg på at få bolden i nettet.
Alligevel ender denne rundes første opgør 0-0.
Her er Campos Konklusion på opgøret.
Opturen
Den nye Sønderjyske-træner Fatah Abdirahman får hevet første point i hans tid i klubben hjem.
Selvom det var Viborg, der sad på størstedelen af kampen og fik skabt flest chancer, er et point et point. Og efter kampen i dag er Abdirahman og Sønderjyske nu på tavlen.
Det skal også huskes, at Sønderjyske i dag måtte undvære både forsvarsspilleren Daniel Grétarsson og den nyindkøbte midtbanespiller Mathias Olesen.
Holdet var tydeligt sat godt op taktisk af den den unge træner.
Nedturen
Det var langt fra en overbevisende præstation fra Sønderjyskes målmand Marcus Bundgaard, der må siges at være heldig med at holde buret rent her til aften.
Efter kun otte minutters spil laver han en stor fejl på en Viborg-afslutning, hvor han giver en ripost til Viborgs Thomas Jørgensen, der for Sønderjyskes held var løbet i en offside.

I anden halvleg laver den 25-årige målmand endnu en fejl. Han giver igen en ripost til en spiller i grøn trøje, der med nød og næppe får sparket bolden i mål.
Igen bliver Bundgaard og Sønderjyske reddet af en offside.
På trods af fejlene formår han trods alt at holde buret rent. Men der skal rettes op på de riposter.
Overraskelsen
At to VAR-redninger skulle holde begge hold fra at score.
De eneste gange et ellers dominerende VFF-hold kunne formå at få bolden over mållinjen, var de løbet i offside.
Det er overraskende, at det er på den måde, at sæsonens første målløse kamp skal forekomme.
Det holder Campo øje med
Magnus Jensen var for første gang siden transferrygterne ikke at finde i Sønderjyskes trup.
Sportschef i Sønderjyske Casper Daather bekræfter i optakten til Viaplay, at klubben har hjemsendt den tidligere kaptajn.
Han fortalte der, at de to havde haft en fin dialog, og at han havde givet ham fire fridage.
At han er blevet hjemsendt og ikke er en del af truppen, kan godt tyde på, at han er meget tæt på at kunne kalde sig FC Midtjylland-spiller.
Bold kunne tidligere på dagen berette, at Sønderjyske er tæt på at nå til enighed med FC Midtjylland om et salg af forsvarsspilleren.
Ifølge deres oplysninger, skulle det være en pris på omkring otte millioner kroner, der bliver diskuteret mellem de to klubber.
Læs mere om Magnus Jensen mulige skifte her:

Sønderjyske
Viborg FF












