Skuffet Tullberg: Han skal være klogere
Mike Tullberg bebrejder ikke Martin Erlic, men medgiver, at udvisningen kostede FCM dyrt.

Det bliver ikke til noget eventyr i Europa League i denne sæson.
FC Midtjylland var ellers flyvende i turneringen sidste sæson, men torsdag aften blev anden kvalifikationsrunde endedestinationen, da Besiktas viste sig at være for stor en mundfuld.
Her blev særligt et rødt kort til Martin Erlic udslagsgivende, men Mike Tullberg vil ikke pege fingre af kroaten - selvom det 'dræbte kampen'.
- Der er ikke nogle spillere, der gør noget med vilje. Martin kommer ind efter VM og har ikke trænet mange gange endnu, fortæller Mike Tullberg til Disney+ efter kampen og fortsætter:
- Over de her to kampe får vi rødt kort i begge kampe. Vi får ikke et eneste rødt kort sidste år i Europa, tror jeg. Det går lidt stærkt nede i Besiktas med Etim, men det var ikke med vilje.
- Martin [Erlic] laver ikke nogen svinestreger i dag, men selvfølgelig skal han være klogere i den situation. Det er der ikke nogen tvivl om, og det dræber kampen. Det ved vi alle sammen godt.

FC Midtjylland var godt spillende i første halvleg, hvor Ulvene også havde flere gode muligheder, men kuglen ville ikke i netmaskerne.
- Jeg roser drengene for første halvleg. Jeg synes, det er noget af det bedste, jeg har set i min tid i FC Midtjylland. Man skal også lige tage det med i betragtning, hvem vi spiller imod.
- Og så er det klart - som I begge siger, og det ved jeg også godt - at det røde kort dræber vores chancer for at vende kampen, fortæller Mike Tullberg.
Præstationen skriger på transfers til FCM. Læs mere her:

FC Midtjylland
Mike Tullberg













