Dommer forklarer bizart VAR-show: “Frustrerende”
Svend Funder har kommenteret den bizarre situation.

Hvad foregik der lige i Haderslev?
Sønderjyske kunne næsten smage ét enkelt point hjemme mod FC Midtjylland, da kampens dommer, Svend Funder, pegede på pletten i tillægstiden af opgøret.
Efterfølgende blev Svend Funder kaldt ud til VAR-skærmen, men her startede problemerne for alvor.
Skærmen var nemlig gået i sort.
Se situationen i videoen over artiklen.
- Der er en situation, hvor jeg har dømt straffespark på banen, og jeg får at vide af VAR, at jeg skal ud og tjekke, om der er en mulig offside i opspillet til målet.
- Da jeg kommer ud virker skærme og kommunikation ind til VAR ikke, så vi kan hverken se eller høre noget fra VAR. Da der er gået et stykke tid, forklarer jeg situationen til anførerne og efterfølgende til trænerne.

- Efterfølgende får jeg så at vide fra VAR-assistenten, der står ude ved skærmen, at han har kommunikationen, den har han fået, ind til VAR, og der er en backup-skærm over på den anden side af banen her, der virker. Så jeg skal tage hans backup-headsæt, løbe over på den anden side af skærmen, og så tjekke situationen her, fortæller Svend Funder til TV 2 Sport.
Det var til stor frustration for den unge dommer.
- Det er selvfølgelig frustrerende i situationen, der er jo meget på spil, og det er kampafgørende i den grad, så man vil jo gerne komme ud og have, at teknologien virker.
- Det er lidt irriterende, når det er det, der driller dig inde på banen. Det vigtigste er lige nu, at vi fik den rigtige kendelse til sidst, men selve situationen der, der skal man bevare roen og informere spillerne, hvad der foregår, og så ellers tage den derfra, lyder det fra dommeren.
I sidste ende blev straffesparket underkendt, og FC Midtjylland endte med at vinde kampen med 2-3.
Sønderjyskes anfører, Magnus Jensen, var dog en meget frustreret herre efter kampens afgørelse.

FC Midtjylland
Sønderjyske












