Officielt: FC Midtjylland sælger ungt talent
FC Midtjylland har solgt en af sine unge kanoner til norsk fodbold.

FC Midtjylland luger ud i truppen.
Onsdag aften oplyser Ulvene således, at man har solgt den unge midtbanespiller Lasse Overgaard.
Det 20-årige FC Midtjylland-talent skifter nu Heden ud med de norske fjelde, da han har skrevet under på en treårig aftale med den norske OBOS Liga-klub Moss FK.
- Lasse er en aggressiv midtbanespiller med stor løbekapacitet, som også er dygtig med bolden. Han kan spille både som central midtbanespiller og i en mere fremskudt otterrolle, og vi tror, han vil passe godt ind på vores midtbane.
- Han har fået en god fodbolduddannelse i FC Midtjylland, og vi har stor tro på, at han kan fortsætte sin udvikling i Moss, fortæller Moss FK's sportschef, Kevin Ingebrigtsen.

Lasse Overgaard var i sidste sæson udlånt til Skive IK, hvor det blev til 14 kampe.
Derudover står det nu tidligere FCM-talent noteret for 47 kampe for Ulvenes U19-holdet samt seks UEFA Youth League-kampe.
Nu hedder det i stedet Moss FK.
Moss FK huserer i den næstbedste norske række, hvor klubben aktuelt indtager 11. pladsen.
FC Midtjylland












