Flere ligaer i spil for Sviatchenko
Der er interesse fra flere sider i Erik Sviatchenko, hvor Houston Dynamo dog fortsat har et stort ord at skulle have sagt i forhold til forsvarsspillerens fremtid.

Skal Erik Sviatchenko tilbage til Superligaen?
I sidste uge fortalte Bold.dk, at forsvarsspilleren er på tale i flere klubber i dansk fodbold.
Og ifølge Campos kilder er den tredobbelte DM-vinder med FC Midtjylland da også et navn, der har figureret i overvejelserne flere steder, efter det har stået klart, at et skifte denne sommer var en mulighed.

Flere transfer-muligheder
Forsvarsspilleren har lige nu kontraktudløb til nytår, og denne sommer er der et vindue åbent for, at Sviatchenko kan forlade Texas.
Ifølge Campos kilder har der også været samtaler mellem Sviatchenkos bagland og klubber i andre ligaer end den danske, herunder i Norge og Sverige.
Indtil videre er der dog ikke nogen aftale tæt på, og forsvarsspillerens umiddelbare klubfremtid afhænger også af, hvad Houston vil.

MLS-klubben har en option på at forlænge kontrakten med danskeren men kan også vælge at gøre det økonomisk lettere at hente Sviatchenko her og nu.
Houston ligger nummer syv i Western Conference i MLS og har dermed kurs mod at nå playoffs til efteråret.
Erik Sviatchenko har spillet i FCM i to omgange fra seniordebuten i 2009 til skiftet til Celtic i 2016 og igen fra 2018 til 2023.

Celtic
FC Midtjylland












