Nyt system i SIF skal give mere fleksibilitet
Silkeborg IF har eksperimenteret med en trebackkæde i opstarten.

Juletræet er blevet fældet i Silkeborg IF.
4-3-2-1-systemet, som under Kent Nielsens tid som cheftræner blev Søhøjlandsklubbens varemærke, har i opstarten måttet vige pladsen for en trebackkæde, hvor Jens Martin Gammelby og Julius Lorents har tilføjet en masse fart over kanterne.
Og selvom det har været en stejl læringskurve, hvor SIF har tabt de første tre kampe med det nye system, ser det ud til, at det er kommet for at blive.
Det var i hvert fald også sådan, Silkeborg stillede op i træningskampen mod Thisted lørdag, hvor gæsterne blev sendt hjem med et sviende 6-0-nederlag.
Og da Campo snakkede med cheftræner Morten Dahm Kjærgaard efter onsdagens testnederlag mod Aarhus Fremad, var den nyslåede Silkeborg-træner da også fortrøstningsfuld omkring det nye system.

- Det er i hvert fald det, vi skulle lære. Det var det nye i det og det, som vi skulle have fint styr på.
- Der er vi godt på vej, og det vil vi fortsætte med i løbet af opstarten, sådan så vi har rigtigt godt styr på det. Så det er noget, vi kan bruge fra starten af sæsonen, hvis vi skal bruge det, men også i løbet af sæsonen.
Der er dog ikke tale om, at opstillingen med fire forsvarsspillere bagtil er sendt helt til hjørne i Silkeborg, understreger Morten Dahm Kjærgaard.
- Vi er rimeligt trygge i, at når vi har spillet med fire kæder, og i de perioder, hvor Silkeborg har spillet med fire kæder, der har det også set rigtigt fint ud.
- Så vi glæder os til at have to talsystemer, som vi nærmest kan switche lidt imellem, lyder det fra cheftræneren.
Silkeborgs Rami Al Hajj kom aldrig for alvor op i omdrejninger i den forgangne sæson, men opstarten har set lovende ud, fortæller cheftræneren.
Det kan du læse mere om herunder.

Silkeborg IF
Aarhus Fremad












