Kongehandel af OB: Men hvad med Ejdum og Brøndby?

Kongehandel af OB: Men hvad med Ejdum og Brøndby?

ANALYSE: OB og Brøndby IF har handlet Max Ejdum. Her er Campos karakterbog til transferen.

Vi kan først for alvor vurdere transfers, når der er gået halve og hele år.

Nogle gange går der endnu længere end det, mens det andre gange hurtigere står klart, om en spiller fungerer eller ej.

Det er blevet sommer, og derfor sætter Campo gang i transfer-karakterbogen for at se nærmere på, hvordan transferen ser ud før, at spilleren optræder for sin nye klub.

Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Max Ejdum

Midtbanespiller, Danmark, 21 år
OB til Brøndby IF
Karakter til Brøndby IF: 6
Karakter til OB: 8
Karakter til Max Ejdum: 6
Campos skala går fra 0 til 10 med 5 som middel

Vurdering: Brøndby IF

Den er ikke risikofri, den her.

Konkurrencen i Brøndby er relativt hård, Max Ejdum har ikke spillet så mange topkampe i Superligaen endnu, og trykket er anderledes stort i den københavnske vestegnsklub, hvor bevågenheden kun matches i FC København og i disse måneder AGF.

Og så er prisen høj.

Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

Det er den tredjestørste transfer internt mellem to Superliga-klubber i turneringens historie, og der følger et forventningspres på både spilleren og også klubben – det her SKAL fungere.

Når det er skrevet og sagt, er tegningerne i transferen fornuftige.

Ejdum udfylder et klart behov for Brøndby IF, når vi ser på det, der må være en klar ambition om i denne sæson at spille helt med i toppen af rækken efter 2025/26-skuffelsen.

Der manglede tydelig dynamik og farlighed fra hvem end Steve Cooper forsøgte som sidemand eller mænd til Bartosz Slisz, der tydeligvis skal spille (og bør spille) – det skal Max Ejdum nu levere.

Brøndby får en fornuftig karakter over middel her, men der skal også leveres flot, når vi taler om en så dyr spiller, som tilfældet er, og det er bagt ind i vurderingen.

Brøndby risikerer enorm transferregning

Vurdering: OB

Måske kunne nogle have ønsket sig, at Ejdum var røget til udlandet og endnu dyrere – ja mon ikke også OB selv har tænkt den tanke.

Men fynboerne er trods alt også kun ét år fra en oprykning fra 1. Division, så det giver ikke mening i 2026 at sammenligne sig med, hvor meget Ejdum sikkert havde kostet som et salg fra en af FC-klubberne.

Foto: Robert Wengler/Scanpix 2026

Det er irriterende sportsligt at miste lovende, ihærdige Ejdum, men som fodboldverdenen er skruet sammen i dag, er den her type salg også afgørende for OB og klubbens videre fremdrift.

Der skal penge i kassen og en volumen i salgene til, før man kan få endnu mere for spillerne, hvor også Top 6-deltagelse vil hjælpe.

Så mens det ikke bliver skægt at se en vellidt spiller i gult og blåt, er det for forretningen OB og på sigt også den sportslige del af det fynske projekt en fin handel, selv om den smerter lige nu.

Zorniger trumfer transfers i OB

Vurdering: Max Ejdum

Skal man tage direkte til udlandet eller tage en station i Superligaen, hvor presset og chancen for et trofæ er større?

Max Ejdum er ikke den første eller sidste spiller, der står med de overvejelser, og man ved aldrig på forhånd, hvad det korrekte svar er.

Som det også gælder for Brøndby er det her bestemt ikke et risikofrit valg for Max Ejdum, for Brøndby har haft betydelige problemer med at forløse de spillere, man har købt de seneste år, ikke mindst de dyre af slagsen.

Sportsligt ser der ud til at være et godt match, og derfor ryger vi over middel – men vi er nødt til at bage den betydelige risiko for startvanskeligheder ind i vurderingen og forventningerne.

Ejdum jubler efter skifte: En større scene

Mest læste

Notifications

Notifikationer