Erstatning på plads: Brøndby præsenterer velkendt keeper
Adrian Kappenberger er ny mand i Brøndby.

Brøndby har netop præsenteret en ny tilføjelse til målmandsteamet på førsteholdet.
29-årige Adrian Kappenberger skifter til Vestegnen efter én sæson i Hillerød. Det har Brøndby netop offentliggjort.
Her har keeperen fået en kontrakt, der gælder for den kommende sæson.
Kappenberger har dog allerede været et kendt ansigt i Brøndby, da han har været målmandtræner i talentafdelingen Masterclass.
Her har han været med til at udvikle målmand på U13-, U14- og U15-niveau sideløbende med sin egen karriere. Det er dog slut nu, hvor han selv bliver en del af førsteholdstruppen i Brøndby.
- Adrian kommer ind med et indgående kendskab til klubben i form af sin rolle i Masterclass og derfor også vores kultur og den måde, vi arbejder på.

- Han kommer med kontinuerlig spilletid fra Hillerød i seneste sæson, og han ved, han skal være med til at skubbe niveauet i målmandsgruppen hver eneste dag på træningsbanen og samtidig være klar, når muligheden byder sig mellem stængerne.
- Samtidig er det vigtigt for os, at der fortsat er en tydelig vej for de unge, talentfulde målmænd i Masterclass, og derfor har vi ønsket en løsning, der både giver os erfaring og stabilitet i truppen, siger fodbolddirektør Julius Ohnesorge.
Før sæsonen i Hillerød har Kappenberger vogtet buret i Hvidovre IF, Hobro IK og FC Helsingør.
Nu gælder det i stedet Superligaen med Brøndby, hvor han formentligt er hentet ind som erstatning for Thomas Mikkelsen, der forlod Vestegnen ved kontraktudløb denne sommer.
Kappenberger får trøje nummer 16 i Brøndby.

Brøndby IF
FC Helsingør
Hobro IK
Hvidovre IF












