Jønsson havde ét mål med retur til Danmark
Jens Jønsson var ikke i tvivl om, hvad næste destination skulle være for ham.

Det er en mand med stort AGF-hjerte, der vender hjem til Fredensvang.
Jens Jønsson er officielt tilbage i den hviie trøje, hvor han de næste to år skal tørne ud for sin tidligere klub.
Sidst Jønsson var i AGF, var tilbage i 2016, hvor han blev solgt til tyrkiske Konyaspor.
Siden har den 33-årige midtbanespiller lagt vejen forbi både spansk og græsk fodbold, inden han igen er at finde i dansk fodbold.
Jønsson var dog heller ikke i tvivl om, hvad destinationen skulle hedde, da beslutningen om at vende hjem til Danmark stod klar: Han skulle hjem til AGF.
- Det er en glædens dag for mig - både som fodboldspiller og som menneske.
- Efter jeg og min familie havde besluttet os for at vende hjem til Danmark har jeg kun haft et mål; at iføre mig den hvide trøje igen og bidrage til mere succes for AGF.

- Jeg er stadig ekstrem sulten og har meget at bevise efter jeg havde en svær sidste sæson i Grækenland, udtaler Jens Jønsson på AGFs hjemmeside.
Ud og forsvare mesterskabet
Jens Jønsson har 120 kampe på CV'et for AGF, som er én mere, end han nåede i tyrkiske Konyaspor.
Han kommer dog ikke til Aarhus uden ambitioner.
- Nu kommer jeg hjem med en god erfaring og er naturligvis en anden spiller end, da jeg rejste ud, og jeg håber, at jeg kan bidrage til en ny god sæson for det AGF-hold, der gjorde det så godt sidste sæson.
- Vi skal ud og forsvare mesterskabet, og jeg glæder mig helt vildt til igen at blive en del af AGF og til de kommende udfordringer i Superligaen og i Europa, siger Jens Jønsson.
Læs mere om skiftet herunder:

AGF
Danmark












