Rekordsalg: FCM sender stortalent til Frankfurt
FC Midtjylland har solgt 18-årige Malik Pimpong til Eintracht Frankfurt.

Nu er det hele faldet i hak.
FC Midtjylland har hentet Rasmus Nissen Kristensen i Eintracht Frankfurt, mens tyskerne har fået et af midtjydernes helt store talenter.
Således har Bundesliga-klubben tirsdag middag præsenteret 18-årige Malik Pimpong som ny spiller i Eintracht Frankfurt. Det unge stortalent har skrevet under på en femårig aftale, som løber frem til sommeren 2031.
FC Midtjylland oplyser selv på sin hjemmeside, at der er tale om rekordsalg.
Aldrig nogensinde har Ulvene solgt en spiller så dyrt direkte ud af sit akademi.

Ifølge den tyske afdeling af Sky Sports betaler Eintracht Frankfurt i omegnen af 20 millioner kroner for Malik Pimpong, som nu tager afsked med Heden.
- Det har været en stor fornøjelse at spille for og være en del af FC Midtjylland. Klubben har været med til at forme mig både som person og som fodboldspiller, og det er jeg taknemmelig for.
- Jeg kommer til at huske FC Midtjylland som et fantastisk sted, hvor jeg har fået lov til at udvikle mig. At jeg står her nu, skyldes i høj grad den udvikling, jeg har været igennem i klubben, og det er jeg utrolig glad for, fortæller hovedpersonen selv til FCM's hjemmeside.
Malik Pimpong blev topscorer i U19 Ligaen i den forgangne sæson, hvor han samlet scorede 25 mål i 38 kampe for FC Midtjyllands U19-hold i 2025/26-sæsonen.
Du kan læse mere om Pimpongs skifte lige her:

Eintracht Frankfurt
FC Midtjylland
Rasmus Nissen Kristensen












