Eksklusivt: Lyngby millimeter fra FCK-stortalent
Med stor sandsynlighed indgår Lyngby og FC København et af de næste døgn en aftale om en af FCK’s interessante unge spillere.

I de kommende dage og uger skruer Superliga-klubberne op for intensiteten i forberedelserne til den nye sæson.
Og i den forbindelse er oprykkerne Lyngby langt med en interessant transferaftale med FC København.
Ifølge Campos oplysninger er Oliver Højer fra FC København så tæt på en aftale med Lyngby, at parterne forventer en afklaring og en præsentation af den lovende midtbanespiller i løbet af et døgn eller to.
Tipsbladet og Bold rapporterede om interesse i sidste uge.
Ifølge Campos oplysninger er der tale om en lejeaftale, hvor Oliver Højer spiller sæsonen i Lyngby, en sæson hvor Lyngby får brug for al den firepower, man kan i den hårde konkurrence i bedste række.

FC København skal dog ikke være interesseret i at slippe Højer permanent, da man fortsat ser et stort lys i midtbanespilleren, der er søn af den i 90'erne så berømte frisparksekspert i samme klub, Lars Højer.
Lyngby solgte for få dage siden forsvarsspilleren Tobias Storm til hollandske NEC Nijmegen.
Oliver Højer forlængede i begyndelsen af 2025 sin kontrakt med FC København indtil sommeren 2029, og han har spillet flittigt for Danmarks U/19-landshold.
FC København ansatte i sidste uge engelske Kristjaan Speakman som ny fodbolddirektør, og ligesom Lyngby er FCK med stor sandsynlighed på udkig efter en række forstærkninger til en sæson, hvor DM-guld og en god tur i Conference League bliver topprioriteter.

FC København
Lyngby Boldklub












