Nyt kapitel: Lewandowski på plads i ny klub
Robert Lewandowski er klar til at tage hul på et nyt kapitel i sin karriere.

Ligesom Danmark formåede Polen ikke at kvalificere sig til VM-slutrunden i Nordamerika.
Det forhindrer dog ikke polakkernes største profil, Robert Lewandowski, i at tage turen over Atlanterhavet.
Det er nemlig på den anden side af Atlanten, Lewandowski har fundet sin nye klub, efter han denne sæson har kontraktudløb i FC Barcelona.
Robert Lewandowskis valg er ifølge flere medier, herunder Sky Sports Germany, faldet på MLS-klubben Chicago Fire.
Lewandowski har angiveligt været på besøg hos klubben fra The Windy City, og han ventes at skrive under på sin nye kontrakt inden for 24 timer.

Den 37-årige polak skriver angiveligt under på en kontrakt for de kommende to år.
Skiftet til Chicago Fire sker, selvom Robert Lewandowski efter sigende har haft markant interesse fra den saudiske liga.
Ifølge SkySports-journalisten Florian Plettenberg er den mundtlige aftale mellem Chicago Fire og Robert Lewandowski på plads, og nu mangler derfor kun det obligatoriske lægetjek.
Selvsamme Plettenberg melder også, at Lewandowski efter planen debuterer for sin nye klub mod Jesper Sørensen, Thomas Müller og Vancouver Whitecaps hjemme på Soldier Field i Chicago den 17. juli.
Hans anden kamp for klubben - afhængigt af hvordan VM udvikler sig - stå på udebane mod Lionel Messi, Luis Suarez og Inter Miami seks dage senere.
Robert Lewandowski nåede i sine fire sæsoner for FC Barcelona at score 120 mål i 193 officielle kampe.
Danmark
Robert Lewandowski












