AGF gik forgæves: I stedet satte FCN transferrekord
AGF forhørte sig på Alexander Lind, men den 23-årige angriber endte i stedet som transferrekord i FC Nordsjælland.

FC Nordsjælland noterede sig torsdag for Superligaens hidtil største transfer denne sommer.
Alexander Lind blev således præsenteret på en permanent aftale i det nordlige Sjælland, efter han tilbragte sidste sæson på leje i klubben.
Men den 23-årige angriber havde andre muligheder - også i Danmark.
Ifølge Campos oplysninger var blandt andre AGF nysgerrige på Alexander Lind.
I FC Nordsjælland er man også bekendt med, at Alexander Lind havde andre muligheder i Danmark.
- Ja, det er mit indtryk, selvom det ikke er noget, der som sådan lander på mit bord. Men det er mit indtryk, siger FCN-fodbolddirektør Alexander Riget til Campo uden at sætte navn på en specifik klub.
FC Nordsjælland endte med at vinde Alexander Linds gunst, men ikke uden langstrakte forhandlinger med Pisa, hvor han har været på kontrakt siden skiftet fra Silkeborg IF i 2024.
FCN havde en købsoption, som man valgte ikke at benytte sig af, fordi man i stedet satte næsen op efter en lavere pris - og lykkedes med det.
Alligevel endte købet med at ligge i det leje, der hedder transferrekord i FCN. Ifølge Campos oplysninger betyder det 3,2 millioner euro, svarende til 24 millioner kroner.
Dertil kan prisen stige yderligere i tilfælde af europæisk succes i FCN.

Lind valgte med hjertet
Alexander Lind har tidligere udtalt til Midtjyllands Avis, at han på grund af sin fortid i Silkeborg IF ikke kunne se sig selv skifte til AGF.
De kvaler har han dog på ingen måde haft med FC Nordsjælland.
- Den personlige del med Alexander var relativt let at løse, fordi han rigtig gerne vil spille i Nordsjælland.
- Så det er jo oprigtigt fedt at mærke på en spiller, at han har en stor på, hvad vores fodboldhold kan udrette.
Alexander Lind noterede sig i sidste sæson for seks scoringer og fire oplæg i 18 Superliga-kampe.
Han skal nu sammen med FC Nordsjælland forberede sig på at møde GAIS i Conference League-kvalifikationen den 23. juli, inden Superligaen skydes i gang tre dage senere ude mod AC Horsens.

AGF
Alexander Lind
FC Nordsjælland












