Ekspert spår: Superligaen sætter ny transferrekord
Sportsøkonomen Jesper Jørgensen forudser, at de danske transferrekorder i Superligaen står for fald denne sommer.

Lige nu er det småt med handler i Superligaen.
Der er rygter her og der, og fornemmelsen er så småt, at der også er lidt på vej.
Men hidtil har det været trænerrokader og transferfrie spillere, der har stjålet fokus.
Det kan dog meget vel ændre sig senere på sommeren, mener Jesper Jørgensen, sportsøkonom og partner i Deloitte Danmark.
Han forventer nemlig, at sommeren kommer til at betyde nye transferrekorder i Superligaen:
- Der er noget, der tyder på, at der kommer nogle store salg, i hvert fald i FC Midtjylland og FC Nordsjælland. Så jeg har da en formodning om, at Superligaen samlet set slår sin rekord for salg af spillere, siger Jesper Jørgensen til Campo og fortsætter:
- Jeg tror også, at de to klubber kommer til at slå deres egne rekorder. Franculino har været skadet, men han har ligesom nået at manifestere sig. Og så er der [Caleb] Yirenkyi i Nordsjælland, som jo gør det ganske godt til VM, der er det bedste udstillingsvindue overhovedet.
Jesper Jørgensen forventer, at Caleb Yirenkyi med sine præstationer for Ghana ved VM er steget et tocifret millionbeløb i værdi allerede.
Udover at vi kan forvente store salg, så kan vi også godt regne med, at der kommer til at være mange salg i Superligaen:
- Eksempelvis FC København og Brøndby skal have ryddet op i det hele. Der er ret mange spillere, der ryger ud af svingdøren, så der bliver i hvert fald udsalg.
Den nuværende transferrekord hvad angår samlede salg i Superligaen i løbet af et enkelt transfervindue lyder på cirka 1,1 milliarder kroner og blev sat sidste sommer.
Det største enkeltstående salg nogensinde var da FC Nordsjælland skød Ernest Nuamah afsted for 187 millioner kroner.

Selvom der er masser af interessante salg i vente, så skal man som fan af Superligaen væbne sig med tålmodighed.
Det er VM-år, og som flere sportsdirektører i de danske klubber allerede har luftet, så udskyder det vanen tro festlighederne.
- Der er jo altid nogle af de her 'boblere', som slår igennem. Vi skal lige se, hvordan de klarer sig på den store scene, og så begynder krigen mellem de store klubber.
- Det vil sige, at så er der andre klubber i systemet, som får en masse penge, og de penge bliver så brugt. Men vi skal nok godt ind i juli, for turneringerne starter relativt sent, så klubberne har lidt mere tid i år. Så de sidder og spiller lidt pokerspil lige nu, siger Jesper Jørgensen.
Ikke kun salg - der skal handles ind
Selvom Superligaen primært er kendt som en sælgende liga, så skal der naturligvis også hentes nyt ind, når først spillerne er sendt videre i systemet.
Også her forventer Jesper Jørgensen, at den nuværende rekord på spillerindkøb for cirka 350 millioner kroner står for fald.
- Ja, det tror jeg faktisk. Købmandstankegangen er oftest, at "nu har vi solgt spillere for så meget, så skal vi også købe spillere for så meget". Det er jo måden, hvorpå du inden for den økonomiske forsvarligheds grænser kan løfte dit sportslige niveau. Og de danske klubber er jo bedre økonomisk stillet end nogensinde før, så der er plads til at investere i nye spillere.
- Du har jo i hvert fald Brøndby og FCK, som kommer til at bruge penge. Når de rydder op, så skal der også nogle ind. Og så er der jo heller ingen tvivl om, at FC Midtjylland også ser på at forstærke sig, og AGF kommer også ud med et fornuftigt regnskab og vil gøre noget for at forstærke sig, især efter de lige har fået hevet et par tænder ud, siger Jesper Jørgensen med reference til Aarhus-klubbens afsked med Henrik Dalsgaard, Patrick Mortensen og Felix Beijmo.
De mange forventede Superliga-salg er ikke den eneste grund til, at man kan forvente både mange og store indkøb i dansk fobold.
I næste sæson er der nemlig også to pladser i Champions League-kvalifikationen i spil, som topklubberne formentlig har tænkt sig at række ud efter.
- Der er ingen tvivl om, at i hvert fald ude på Heden og inde i Parken, der sidder man og tænker, at det er mulighed, som ikke må passere.
- Det at FCM står med en følelse af, at man smed mesterskabet, må nage voldsomt. Og FCK kan jo samtidig ikke leve med, at man ikke ender som mester næste år. Så der vil være et enormt pres for at få bygget en stærk trup op.
Sommerens transfervindue åbnede den 15. juni og fortsætter indtil deadline day den 2. september.
AGF
Brøndby IF
FC København
FC Midtjylland
FC Nordsjælland












