Ingen sportsdirektør endnu: Nu er der nyt fra FCK Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Ingen sportsdirektør endnu: Nu er der nyt fra FCK

FC København er fortsat på jagt efter en ny sportsdirektør.

Jacob Lauesen på et pressemøde.
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

- Jeg vil sige, at det er overraskende, at de ikke er længere i processen, og at de ikke er så langt, at de nu kan præsentere en senest i dag.

Sådan sagde Viaplay-ekspert Peter Sørensen til Viaplay Sport News mandag.

Udtalelsen omhandler FC København, der efter at have fyret Sune Smith-Nielsen tilbage i februar fortsat ikke har fundet en ny sportsdirektør.

Heller ikke selvom Parkens bestyrelsesformand Henrik Møgelmose tilbage i april sagde til Bold, at man gerne ville have en sportsdirektør på plads senest mandag den 15. juni. Altså i går, hvor transfervinduet åbnede.

Alligevel er der ikke sket noget.

Tirsdag morgen har FC København formentlig derfor følt sig nødsaget til at sende et statement ud på klubbens hjemmeside, hvor CEO Jacob Lauesen giver en status på projekt 'Ny sportsdirektør':

- Vi har haft nogle meget omfattende, strategiske drøftelser og evalueret vores sportslige setup. Det er sket i tæt samarbejde med medarbejdere og eksterne partnere som Excel Sports Management.

- Evalueringen influerer naturligvis også på rekrutteringen af en sportsdirektør, da rollen efterhånden er meget omfattende, og vedkommende skal samle trådene på tværs af både førsteholdet, talentafdelingen, kvindeholdet og FC Rosengård 1917.

- Samtidig har vi identificeret en række operationelle områder, vi vil optimere i fremtiden - herunder data, player care og træningsfaciliteter. Derfor leder vi efter en profil, som både kan stille sig i spidsen for det hele og også etablere det helt rigtige team omkring sig.

- Så vi tager os den fornødne tid til at finde den rigtige løsning - også selvom det betyder, at processen varer lidt længere end ventet, men det betyder absolut ikke, at det sportslige arbejde står stille imens, siger han.

Jacob Lauesen på et pressemøde.
Foto: Ida Marie Odgaard/Ritzau Scanpix

Han fortæller videre, at forberedelserne til den kommende sæson har været i gang længe, hvilket blandt andet aftalerne med Felix Beijmo og Thomas Delaney skulle være et udtryk for.

- Og så skal vi ikke glemme, at transfervinduet er ganske langvarigt.

- Vi har dygtige specialister i vores sportslige afdeling med stor erfaring og ekspertise. De rykker på tingene, og vi har nogle konkrete målsætninger og planer for den kommende tid, så man kan være helt rolig. Så snart vi har nyt, melder vi det naturligvis ud, lyder det fra FCK-bossen.

FCK-spillerne møder sidst på ugen ind igen efter sommerferien.

Transfervinduet strækker sig frem til begyndelsen af september.

Mest læste

Notifications

Notifikationer