Tidligere Brøndby IF-darling får revet kontrakt over
Fem måneder efter ankomsten i Sekhukhune United meldes Lebogang Phiri igen klubløs.

Den tidligere Brøndby IF-stjerne Lebogang Phiri vendte i vinter hjem til Sydafrika, hvor han skrev under med Sekhukhune United.
Den 31-årige midtbanespiller var tilbage i Sydafrika efter over et årti i Europa, men hans comeback i hjemlandet er ikke ligefrem gået efter planen.
For efter blot syv kampe for Sekhukhune United over de seneste fem måneder melder flere sydafrikanske medier, heriblandt sportskanalen SABC Sport, at Phiri får ophævet sin kontrakt i klubben.

Den tidligere sydafrikanske landsholdsspiller, der spillede mere end 100 kampe for Brøndby IF mellem 2013 og 2017, og hans bagland skulle ifølge SABC Sport være tilbudt en fratrædelsesaftale.
Årsagen til bruddet skyldtes angiveligt, at Sekhukhune United har fået en ny cheftræner, der har påbegyndt et større oprydningsarbejde i klubben forud for den kommende sæson.

Før opholdet i Sekhukhune United var Phiri klubløs i et år efter afskeden med franske Guingamp.
Phiri kom hverken på tavlen eller noterede sig for et oplæg i løbet af de syv kampe for klubben.
Udover Brøndby, Guingamp og Sekhukhune United har Phiri også en fortid i tyrkiske Rizespor og franske Paris FC.

Brøndby IF












