FCM’s søsterklub hyrer Tim Sparv
FC Midtjyllands søsterklub CD Mafra hyrer Tim Sparv.

FC Midtjyllands søsterklub CD Mafra har hyret den tidligere FCM-profil Tim Sparv som cheftræner.
Det meddeler den portugisiske klub i en pressemeddelelse fredag middag.
- Projektet begejstrer mig. Både jeg og klubben er ekstremt ambitiøst. Både på og uden for banen er der gang i mange særdeles spændende ting. Jeg ser frem til at passe ind og forhåbentlig tilføre nogle gode værdier til det arbejde, der allerede bliver gjort, siger Tim Sparv.

- Folkene her i klubben gør mig overbevist om, at vi kommer til at tilbringe virkelig positiv og meningsfyldt tid sammen. Der er en god blanding af folk med forskellige perspektiver og de rette værdier til at bygge det bedst mulige miljø for spillerne og trænerne, siger den tidligere FCM-profil.
- Stedet gør mig glad. Jeg voksede op i naturen i Finland, og Mafra og hele regionen er simpelthen et meget smukt sted på planeten. Min familie og jeg er allerede blevet forelsket i området og kan ikke vente med at udforske det yderligere.
CD Mafra missede oprykning fra Liga 3 i denne sæson og skal dermed bruge endnu en sæson i jagten på at vende tilbage til næstbedste række.
FC Midtjylland og CD Mafra har udvekslet en række spillere, siden Anders Holch Povlsen købte aktiemajoriteten i begge klubber i 2023.
I FCM's nuværende førsteholdstrup har Elias Ólafsson, Victor Bak, Pedro Bravo, Ousmane Diao, Mark Ugboh og Valdemar Byskov været forbi klubben, der ligger 30-45 minutters kørsel fra Lissabon.
Tim Sparv kommer fra et trænerjob i Sparta Prag, hvor han har været siden 2022. Finnen har også haft en trænerrolle på det finske A-landshold siden sidste år.
FC Midtjylland
Sparta Prag












