Aarhus Fremad får igen ny ejer
Få måneder efter, Aarhus Fremad skiftede ejer, får 1. Divisions-klubben igen ny majoritetsejer.

På banen klarer Aarhus Fremad siger fornuftigt i den første sæson tilbage i 1. Division i et par årtier.
Uden for banen er der forandringer i gang for klubben, der tidligere på året sagde farvel til nigeriansk-amerikansk Shola Akinlade som majoritetsejer.
Og nu skifter Aarhus Fremad igen ejer, da Morten Majdall Petersen sælger sin andel til Lars Kruse, der i forvejen var formand og medejer i klubben og tidligere direktør samme sted.
- Morten har gennem de sidste år været en vigtig faktor i klubbens fremgang, og vi håber fortsat, at han kigger forbi Riisvangen, når muligheden er der.
- Jeg vil sammen med bestyrelsen over de næste måneder lave en god plan for klubbens fremtidige ejerskabsstruktur, siger Lars Kruse i en pressemeddelelse.
Budgettet er vokset
Den afgående ejer glæder sig over løsningen.
- Som bosat i udlandet har det vist sig sværere end forventet at tage aktiv del i klubbens løbende udvikling, og jeg har måttet erkende, at geografien har været en udfordring.

- Det har været et vigtigt parameter for mig i forbindelse med min udtrædelse, at klubbens økonomiske drift fortsat er sikret fremadrettet, og jeg er glad for, at vi har fundet en fælles løsning, der sikrer dette, siger Morten Majdall Petersen.
Aarhus Fremad ligger før sidste runde øverst i nedrykningsslutspillet i 1. Division foran AaB, som århusianerne i seneste spillerunde slog med 5-0 hjemme på Riisvangen.
Aarhus Fremad har de seneste år øget spillerbudgettet markant efter et par årtier i 2. Division med en enkelt afstikker til Danmarksserien.
Således har den århusianske klub i øjeblikket et budget, der fuldt ud er stort nok til at skulle overleve i 1. Division, og også i næste sæson, hvis det bliver på omtrent samme niveau.

Aarhus Fremad












