Møller hylder Schmeichel: En af de største i dansk historie Foto: Thomas Traasdahl/Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Møller hylder Schmeichel: En af de største i dansk historie

Kasper Schmeichel skriver sig med sit karrierestop ind i dansk fodboldhistorie som en af de allerstørste.

Kasper Schmeichel og Peter Møller i samme billede.
Foto: Thomas Traasdahl/Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Ser man alene på antallet af landskampe, er der kun fire, der er større.

Helt sådan kan man næppe afgøre en landsholdsspillers betydning for det danske landshold, men det ændrer intet ved det faktum, at det er en af de helt store, det danske landshold onsdag siger farvel til.

Med 120 a-landskampe har Kasper Schmeichel stået som en af de absolutte grundpiller på herrelandsholdet gennem 13 år, og det anerkender fodbolddirektør i DBU, Peter Møller, i et skriftligt svar til Campo:

- Kasper har været en af de største profiler i dansk fodboldhistorie. Med sit enorme vinderinstinkt, sin professionalisme og sin kompromisløse stræben efter det perfekte har han haft en uvurderlig betydning for landsholdets udvikling og succes gennem en årrække, lyder det fra Peter Møller.

Kasper Schmeichel debuterede for Danmark under Morten Olsen i en kedelig testkamp mod Nordmakedonien i 2013, og da han året efter satte sig på målmandsposten som Morten Olsens klare førstevalg, har han dårligt set sig tilbage.

Kasper Schmeichel og Peter Møller i samme billede.
Foto: Thomas Traasdahl/Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

I bare 16 af de efterfølgende 133 a-landskampe har Schmeichel ikke været at finde mellem stængerne, men det er ikke kun kampene, man hos DBU vil huske den i dag 39-årige målmand for.

- Han har ikke alene været en afgørende spiller på banen, men haft en unik kærlighed til Danmark og landsholdet. Kasper har været en rollemodel for alle børn og unge, og med stolthed og hjerte har han repræsenteret landsholdet på flotteste vis som en stærk kulturbærer og leder, som har sat et markant aftryk på generationer af spillere og på hele dansk fodbold.

- Vi skylder Kasper en stor tak for de mange store oplevelser, han har givet danskerne, og DBU og alle os rundt om landsholdet vil gerne sige en stor og varm tak til Kasper Schmeichel for en helt enestående indsats for dansk fodbold og landsholdet gennem mange år, lyder det fra Peter Møller.

Kasper Schmeichels 120 A-landskampe betyder, at kun Christian Eriksen (149), Simon Kjær (132), Peter Schmeichel (129) og Dennis Rommedahl (126) kan bryste sig af flere kampe i rødt og hvidt.

Mest læste

Notifications

Notifikationer