Amerikanere byder 15 milliarder: Vil købe Serie A-gigant
Den syditalienske storklub kan meget vel være på vej over på udenlandske hænder.

To milliarder euro eller lige knap 15 milliarder danske kroner.
Det er buddet, som et amerikansk investorkonsortium ledet af gruppen Underdog Global Partners (UGP) har tilbudt Aurelio De Laurentiis.
Således skriver The Athletic, at amerikanerne er ude efter at overtage Serie A-giganten Napoli.
Ifølge det velrenommerede medie er der allerede indledt forhandlinger, selvom De Laurentiis, den nuværende ejer af klubben, siger, at klubben ikke er til salg.
Forhandlingerne menes dog også at være gået i stå på grund af nogle afgørende faktorer, som De Laurentiis ikke kan forene sig. Hvad det konkret bunder i, nævner The Athletic ikke.

Dog tror Underdog Global Partners på, at en handel kan lade sig gøre, da tilbuddet også vil nette De Laurentiis en kæmpe profit, efter at han selv købte klubben tilbage i 2004, da Napoli var gået konkurs.
Angiveligt købte De Laurentiis klubben for under to procent af det bud, som amerikanerne nu har lagt. Det svarer til, at han købte Napoli for cirka 40 millioner euro svarende til lige knap 300 millioner kroner.
Underdog Global Partners har allerede investeret stort i sport omkring Napoli-området, hvor man ejer majoriteten af Campobasso FC, som spiller i den tredjebedste række i Italien, Serie C, samt Napoli Basketball.
Hvis en handel flasker sig, vil Napoli blive en af mange Serie A-klubber, der allerede er ejet af amerikanere.
I forvejen er der 11 italienske Serie A-klubber, som er ejet af udenlandske investorer, hvoraf ni af disse er amerikanere.
Rasmus Højlund jubler over, at hans skifte til Napoli er blevet permanent. Læs mere her:

Napoli












